237 / 470
224
FRA FREMGANG TIL NEDGANG
Forløb at maatte holde en Dreng og efter andre to Aar at kunne faa Til
ladelse til at holde en Svend.1
Hvad der saaledes skete, var forfærdeligt i Mesternes Ojne. Allerede i
September 1794 havde Lavet sendt Kommissionen en længere advarende
Skrivelse: »Erfarenhed lærte tidlig vore Forfædre, at Forandringer i Lovgiv
ningen med Forsigtighed bor foretages; at nye Bestemmelser, som ikke virke
storre Held end de forrige, ere skadelige, helst naar de tillige krænke Tredje
mands Rettigheder.« Ogsaa for Svendenes egen Skyld, burde Alt blive ved
det igjennem Tiderne Prøvede, saaledes at Lavet kunde bevare den gamle,
nødvendige Anseelse, »Kunsten [d. v. s. Murernes Kunst] er i mere end een
Henseende vigtig«, langt vigtigere end de Næringsveje, »der gaa ud paa, at
beordre en Brygning eller sammenrulle et Kræmmerhus.«2 Murmesterne talte
med Selvfølelse imod et Forslag, der kun kunde kaldes ypperligt, »fordi det
hetitles med Frihed og Lighed«, men hvad hjalp deres Tale? Forslaget blev
dog Lov, og nu saa mange af dem Forholdene, som om al Diciplin og al
Udsigt til sikkert Erhverv var bortfalden.3
Det var jo ogsaa for gamle Lavsmestere en mærkelig Ting, at det nu
var i Overensstemmelse med Loven, at en Dreng kunde blive Svend uden
at have staaet i Lære, at en Svend efter nogle faa Aars Forløb kunde fordre
at blive Frimester og' faa Ret til at oplære en Dreng, at en Svend ikke uden
sin Mesters udtrykkelige Tilladelse maatte revse en Dreng med Hug, og at
en Mester, »der begegnede sin Svend med Skjældsord«, kunde være udsat
for at skulle gjore ham en Æreserklæring for Politiretten. Man værdsatte
ikke det Frihedspust, der gik igjennem Forordningens Bestemmelser med
bestemt Sigte paa at hojne den personlige Dygtighed. Og Tiden stillede sig
paa Mesternes Side. I de Aar, der kom, blev der efterhaanden slaaet en
Streg over baade det Ene og det Andet, som Forordningen havde tilsigtet.
Forholdene bleve i Meget de gamle igjen. Det nye Aarhundrede begyndte
med en Række for Udviklingen sorgelige og fattige Aar.
Allerede i 1799 rystedes en Del af Kjøbenhavns Handelshuse ved en
Krise, der ogsaa føltes i Murernes Kreds, Murmesterne Anton Wilcken, Hans
Chr. Schmidt og Michael Bålckow gjorde Opbud eller tik Moratorier overfor
deres Kreditorer.4 Den danske Handels gyldne Tid var absolut forbi, da Dan
mark inddroges i Tidens Krigsbegivenheder. Slaget paa Rheden i 1801 var
et Varselskud, der fulgtes af Kjøbenhavns Bombardement i 1807. Al Landets