26 / 470
KLOSTERBRØDRE OG FRIE MURERE.
Viden og Kunnen var i væsentlig Grad knyttet til Datidens Klostre.
I dem frededes der om et virksomt gudhengivent, Liv, der saa Alt i
Belysning af Guds Ære. Saaledes var det bl. A. i den af den hellige Bene
dikt (f 543) indstiftede Orden. Fra Benediktinernes Klostre udstraalede der
rig Kultur og Civilisation, særlig ogsaa paa Bygningskunstens Omraade. Og
da den hellige Ild i dem en Tid ligesom mindskedes, var der ivrige Mænd,
der ved én ny streng Begel gjengav Ordenen sin gamle Kraft, hvad der bl. A.
blev til Gavn for det i Schwarzwald saa skjont beliggende Kloster i Hirschau.
En af Klosterets Forstandere fra denne Tid, Abbed Vilhelm
( f
1091), var
virksom ved Opførelsen af ikke mindre end 23 Klostre med tilhørende
Det store Byggearbejde, som det nævnte Kloster herved blev Midtpunkt
for, kunde umuligt bestrides af Klosterets Munke alene. Abbed Vilhelm knyt
tede derfor Lægbrødre til det, og Klosteret i Hirschau blev herved det før
ste tyske Kloster, som aabnede sine Dore for disse nye Brødre. Allerede
1009 høre vi om saadanne i det italienske Kloster i Farfa. I et særligt Hus
boede her Skomagere, Skrædere, Guldsmede, Emaljører (»inclusores«) og
Glarmestere under klosterlig Tugt. Den heri liggende Spire blev imidlertid
videre udviklet i Hirschau. Abbed Vilhelm ordnede de fromme Lægfolk
(»laici conversi«) eller, som de ogsaa kaldtes, de Skjæg'gede (»barbati«) un
der en bestemt Begel, der bl. A. bød, at de selv Intet maatte eje, at de
skulde lyde den, der af Klosteret blev gjort til deres Overordnede, og at de
med Troskab skulde udføre, hvad de blev sat til, men saa vilde Klosteret
K irker.1