284 / 470
DEN GAMLE TID SLUTTER
271
stort Lavsskilt (Fig. 86). — Efter den med Mesternes Ligbæring gjorte For
andring fandtes det naturligt, at udelukkende Svendene kom til at betale
de 6 Rdlr., Murerlavet i lang Tid aarligt havde betalt som sin Andel af de
300 Rd., der af Kjøbenhavns samtlige »Laug og Societeter« efter et Reskript
af 1747 hvert Aar skulde udredes til Regensen for Revaringen af deres Ret
til selv at bortbære deres Døde trods det Regensen efter Pesten i 1711 i saa
Henseende givne Privilegium.1
Alt dette har Kornbech som ung
Mester kunnet følge, og han har
næppe været helt passiv. Han var
jo, som sagt, en af de atten Me-
stere, der skjænkede Svendenes Vel
komst Guldfanen, men herfra tor der
næppe sluttes Noget, med Hensyn
til at han, den myndige Lavsmand,
han var, skulde have haft et aabent
Oje for, hvad et godt Forhold mel
lem Mesterne og Svendene i Virke
ligheden betød. Heller ikke Haand-
værkerforeningen saa det jo. Da
den efter et Andragende fra Toj- og
Romuldsvæverlavets Svende i 1848
kom til at sysle med Tanken om
Oprettelsen af et Haandværkerraad,
hvori der for ethvert Lav skulde
sidde en Mester og en Svend, stil
lede den Aaret efter »paa Grund at
Omstændighederne« Sagen i Rero.2 Og en Gang i 1853 erklærede For
eningen ved Behandlingen af en almindelig Udtalelse om Næringsforholdenes
Ordning bestemt, at den ønskede at optræde »for Mesternes Vedkommende
alene«.3 Kornbech har sikkert paa lignende Maade, ganske naturligt for
øvrigt, set hele Lavssagen fra sit Mesterstandpunkt. Hans Lavs Svende
gjorde jo i Virkeligheden ingen Fordringer. Efter Striken i 1851 faldt de
hurtigt til Foje, de bojede sig for Dommen af 1852 angaaende deres borhold
til de tyske Svende, og da han i Maj s. A. erklærede sig over et til Magi
Det ene af to ens Sølvskilte,
beage helt uden Indskrift.