291 / 470
DEN GAMLE TID SLUTTER
Aagaard ig'jen henholdt sig til sin tidligere Erklæring1. Angreb og Forsvar
afløste hinanden, men Angrebene førtes absolut med storst Kraft og storst
Virkning. Det bed sig efter dem fast i den almindelige Bevidsthed, at
Mesterprøverne ved de store Udgifter, de foranledigede, holdt Lavene luk
kede tor mange uformuende, dygtige Folk, hvortil endnu kom, at Prøverne
ikke tilfulde kunde bevise de Vedkommendes Dygtighed til at drive deres
Fag, og at de paa en saare uheldig Maade bleve bedomte af Mænd, der ikke
kunde være helt upartiske, da de vare Part i Sagen. Angrebene paa Ud
gifterne ved Murerlavets Mesterprøver vare et Angreb paa Mesterprøverne
overhovedet, og dermed paa det hele Lavsvæsen. Men derfor var Murer
lavet ogsaa med i det fælles Forsvar, om hvilket der forøvrigt ikke kan
siges, at det blev drevet med den fornødne Omsigt og Kraft. Men hvor
kunde det være anderledes? Haandværkerne, der nærede en urokkelig Tro
paa, at Lavsvæsenet, hvorledes det end gik, maatte vedblive — det stod med
Aarhundreders Hævd — kunde umuligt faa sig til at tro, at der var Grund
til store Anstrengelser. Og saa vare de desuden kun lidet vante til i Skrift
og i ale at kæmpe for deres Anskuelser. Der var saaledes forholdsvis let Spil
imod dem. Den offentlige Mening maatte tilhøre deres Modstandere, de
slagfærdige og intelligente Akademikere, der alvorligt troede, at Frihed kun
kunde bære gode Frugter. Haandværkernes Optræden syntes heroverfor
endnu svagere og tarveligere, end den i Virkeligheden var.
Da den af Kommunalbestyrelsen nedsatte Lavskomite i 1847 havde af
givet sin Betænkning, var al den Imødegaaelse, Haandværkerforeningen
bi agte tilveje, en Række stærkt i det Enkelte gaaende Udtalelser fra 32 Lav,
uden at der til dem blev fojet nogensomhelst sammenknyttende Oversigt,
nogen almindelig Udvikling eller overbevisende Redegjorelse. Murerlavet
var selvfølgelig med her, og det har naturligvis sin Interesse at se, hvad det
ar at bemærke til Betænkningens Indstillingspunkter, at det ønsker de Re
formertes Privilegier hævede, at det understreger de kjøbenhavnske Mesteres
vervægt over Kjøbstad-Mesterne, at det protesterer imod, at der fandt Vil-
kaarhghed Sted ved Bedømmelsen af Lavets Mesterprøver o. s. v., men det
virker i hoj Grad trættende atter og atter i de 32 Lavs trykte Erklæringer
at møde en Række lignende, ofte smaat skaarne spredte Bemærkninger2.
Og bedre gik det ikke, da Haandværkerforeningen endelig i 1856 man
dede sig op til en stor Handling og sammenkaldte et Haandværkermøde for