294 / 470
E N O V E R G A N G S T I D .
N
æ r in g s l o v e n
,
der udkom i December 1857, bestemte, at Lavenes Eneret
til at ernære sig af det Erhverv, de hvert for sig havde Lavsret paa,
skulde vedblive indtil 1 Januar 1862. Indtil den Tid bestod Lavene altsaa.
Der var med andre Ord givet dem fire Aar, i hvilke de kunde forberede
dem til den nye Tid. Men forberedte de sig eller forberedte man sig over
hovedet? For Mange var det den Gang næsten en Trossætning, at det blot
kom an paa at skabe Frihed, saa vilde Alt ordne sig harmonisk. Den Me
ning herskede bl. A. i regerende Kredse, saaledes at Staten tørst i den ellevte
Time, i November 1861, nedsatte en Komite, der skulde udarbejde et Nor
maludkast til Vedtægter for Sygekasser og lignende Indretninger, der skulde
træde istedenfor navnlig de tvungne Svendelav. Nej, da den 1 Januar 1862
kom, var Alt en stor Usikkerhed, saaledes som Regeringen selv maatte er-
kjende i det indenrigsministerielle Cirkulære af 24 Januar 1862, der ind
skærpede, at det nu gjaldt om at skabe frie Foreninger.1
Vende vi os særligt til Murerlavet og da først til Mesterne, er det syn
ligt, at Uviljen mod de nye Forhold giver sig Udtryk i en vis Lyst til at
faa aflagt Mesterpføve efter de gamle Former. I 1858 faar Lavet fire nye
Mestere, i 1859 to og i 1861 tre, der alle gjore Mesterstykke. Men ellers
synes man at have stillet sig helt passivt, Lavets Protokoller ere tavse.
Først saa sent som den 21 Oktober 1861 forelægger Oldermanden et Ud
kast til nye Love for Murer- og Stenhuggerlavet, og her er det nu karakte
ristisk, at det muligvis ikke en Gang er Lavet selv, der tager Initiativet. Det