KjøbenhavnsMurerOgStenhuggerlav

jo ikke nok tor antage de Regler, der kunne uddrages af Bestemmelserne

fra Torgau, som de i det Væsentlige almindeligt gjældende.

Først og fremmest fremgaar det da af dem, at Tegnet eller Mærket

meddeltes den udlærte »Diener« af hans Mester. Hytten som saadan er ikke

med herved, spiller ingen Rolle her. Den enkelte Mester bestemmer Tegnet

og giver den Udlærte det, uden at der ved denne Lejlighed er Tale om no

gensomhelst Hojtidelighed. Tegngiveren og Tegnmodtageren ere altsaa hurtigt

færdige med hinanden. Men en lille Fest har der dog alligevel fundet Sted.

Den nye Svend synes at have haft en Forpligtelse overfor sine nye Kolleger

i Henseende til »sein Zeichen zu verschenken«, han har altsaa skullet give

dem et Traktement; de vedkommende Bestemmelser paalægge nemlig hans

Mester at have et Oje med, at det Traktement, som den nye Svend ved

den Lejlighed giver, holdes indenfor visse Grænser baade med Hensyn til,

hvormange der indbydes og med Hensyn til, hvad der fortæres. Forsaavidt

er Alt forstaaeligt, men nu kommer paa Tegngivningens Omraade det For

underlige, at en Mester ogsaa kan tildele en Ikke-Udlært et Tegn, nemlig

naar Mesterens Arbejde i Hytten af en eller anden Grund ophører, og Lær

lingen derfor maa forlade ham og vandre til en anden Mester. Og det For

underlige vedbliver. Den saaledes med et Tegn udrustede »Diener« anses

ikke som Svend. Han maa ikke »sein Zeichen verschenken« og er altsaa

ikke Broder med Svendene. Paa den anden Side betragtes han dog som den,

der har »fortjent« (verdient) sit Tegn, og det paabydes ikke, at Ingen maa

arbejde sammen med ham, saaledes som det med Strenghed lyder, naar En

har gjort sig skyldig i at »kjøbe« et Tegn: »bey dem soli niemand stehen«.

Der er imidlertid endnu en Bestemmelse, som der maa dvæles ved her,

en Bestemmelse, der aabner et helt nyt Perspektiv. Efter den er det nemlig

muligt, at der kan komme en Svend, ja endog en Mester til Hytten, velop

lært i Haandværket eller Kunsten, men uden at besidde noget Tegn, og som

derfor anmoder om at faa et saadant. Og et Tegn kan tildeles ham, dog ikke

uden videre af en eller anden Mester, men kun af Hyttens Forstandel (»weik-

meister«), og det først, naar Ansøgeren til et gudeligt Ojemed har givet det

Beløb, som hver Gang særlig bestemmes af Hyttens Mestere og Svende,

hvorpaa den Paagjældende endnu har »das zeichen zwiffelt meystein und

gesellen zu schenken«; han skal med andre Ord trakteie dobbelt, sa a^ l

Mesterne som Svendene.

STEINMETZZEICHEN, STENHUGGERMÆRKER