42 / 470
STEINMETZZEICHEN, STENHUGGERMÆRKER
29
Befuldmægtigede til Strassburg, hvor de kejserlige Breve i Original bleve
dem forelagte (formentlig til Oplysning om fem Svendeaars Berettigelse),
hvorefter de bleve »wohl vergnügt und gelobten mit Urkund ihrer Hand
schrift und
Zeichen
die Brüderschaft anzunehmen«.1
Heraf ses, ikke alene at Spörgsmaalet om Læreaarenes Antal spillede
en Rolle i Sachsen, men ogsaa at de sachsiske Stenhuggere satte deres Tegn
höjt. De gjorde sig til Et med det, de benyttede det bl. A. ved Underskrift.
Paa ganske lignende Maade er det nu sikkert at opfatte, naar det findes
indhugget i Stene rundt omkring i en Kirke eller anden Bygning. Hvor det
er, har dets Ejer været; det konstaterer, at den, der ejede Mærket, har arbej
det her. Men mere betyder det vistnok heller ikke. Det tor ikke i Almindelig
hed opfattes som en Art Yaaben og ikke heller som et Garantimærke, d. v. s. et
Mærke, ved hvilket Tegnejeren indestod for, at den vedkommende Sten var
udført paa rette Maade.2 Det er ingen Steder paabudt, at Svendene
skulle
mærke de af dem tildannede Stendele med deres Tegn; det er altsaa en
Sag, der helt afhænger af den Paagjældendes Forgodtbefindende. Men gjor
han det, saa skal, hedder det, Indhugningen ske, for Stenen besxghges U
Aflevering i Hyttens Lager. En Bestemmelse i de sachsiske Regler fra 14
sætter Straf for en senere Indhugning, og det er ganske naturligt Ti var en
saadan tilladt, maatte der finde en ny Besigtigelse Sted hl Sikkerhed for a
Indhugningen ikke havde skadet Stenen. Mærkerne ere ofte anbragte pas
meget vanskelige Steder, paa smalle Kanter, der skulle staa med skarpe Kon
turer o« hvor en Flis let kunde slaas af ved Mærkets Indhugning. Nej
Mærket betyder formentlig kun, at den paagjældende Tegnejer har arbejde