41 / 470
28
STEINMETZZEICHEN, STENHUGGERMÆRKER
Vi staa her overfor et Tilfælde, der efter de sachsiske Bestemmelser
aabenbart er et Undtagelsestilfælde, men som desuagtet er af den storste In
teresse, fordi det tydeligt viser, at man ikke allevegne indenfor Hytteomraa-
det lagde den samme Vægt paa Tegntildelingen som i Sachsen. Der maa
have været muligvis endog mange Hytter, hvor man kunde blive baade
Svend og Mester uden at behøve at komme i Besiddelse af noget Tegn,
hvad der fuldt ud forklarer, at der gives samtidigt opførte gotiske Kirker,
af hvilke nogle ere næsten helt uden Stenhuggermærker, medens andre ere
endog rige paa dem. Og at Forholdet er saaledes, er i og for sig ikke for
underligt. Hytterne stammede jo ned fra Klostrene, og i de Kirker, der be
visligt ere opførte af Klosternes vandrende Bygningsarbejdere, af Munke og
Lægbrødre, findes aldrig Stenhuggermærker.1 1 hine Forhold kunde og skulde
den Enkelte Intet betyde for sig. Mærkerne skrive sig fra en udefra kom
mende Indflydelse, der ikke paa dette Punkt trængte igjennem til alle Hytter.
Og karakteristisk er det, at Udviklingen paa dette Omraade ikke naaede
videre, end at de almindelige Hyttevedtægter af 1563 kun have een Bestem
melse om disse Stenhuggermærker, den nemlig, at de, som »af Haandværket«
(altsaa ikke af en enkelt Mester) have faaet et Tegn tildelt — »Ærestegn«
kaldes det her — ikke egenmægtigt maa ændre det; en Forandring af det
tor kun ske »mit gunst, wissen und willes eines gantzen handwerks«.
Men hvorledes benyttedes det Tegn, som vi nu have hørt om i Hytte-
Bestemmelserne? I saa Henseende giver en Strid, som i 1518 udfegtedes
mellem to Hytter, nogen Oplysning. Den sachsiske St. Annaberg-Hytte holdt
paa, at en »Diener« kun skulde staa i Lære i fire Aar. Den kom derved i
Strid med Magdeburg-Hytten, der straffede de Svende, der søgte til den og
fandtes kun at have fire Læreaar. Striden kom saa for Hytten i Strassburg,
der gav Magdeburg Ret og bl. A. fordrede Mester Jakob von Schweinfurt i
St. Anneberg straffet. Han var Føreren for Bevægelsen dér. Han vilde im id
lertid paa ingen Maade falde tilfoje, han svarede »spotlich und schmelich«,
og saa lød det fra Strassburg, at vilde han ikke adlyde, da maatte man
»sein zeichen in die schelmentafel insetzen«, d. v. s. sætte det paa det sorte
Brædt. Men saa blev Mester Jakob helt balstyrig. Det var Skalke og Skjelme,
der kunde tænke paa at fornærme hans Tegn og Ære; han havde redelig
fortjent Tegnet, »welchs meyn ehr antriift«; de kunde ikke tage det fra ham.
Og Striden udviklede sig stadig videre, indtil Sachserne endelig maatte sende