35 / 470
FRA LIVET I EN BAUHÜTTE
og \æ ie oveifo i Svendene. Han er Taleren, den, der taler til dem paa Me
sterens Vegne. Det er kun mærkeligt, at der ikke synes paalagt ham nogen
gudelig Pligt, ti selvfølgeligt give ogsaa disse Torgauer-Bestemmelser Gud
Æhen i Alt. Mesteine skulle af ethvert »Værk«, de forestaa, det være stort
eller lille, give en gammel Groschen paa enhver af Jomfru Marias hellige
Dage til Guds Tjeneste, og Svendene skulle følge med deres Mester til Hoj-
messe i Kirken hver Sondag ligesom paa enhver hoj Fastedag.
Hei efter kunde man tro, at Hytteforholdene helt igjennem vare en ren
Idyl, men Bestemmelserne indeholde en Række Bud, der klart vise, at saa-
ledes var det ikke. De rejsende Svende, der kunde blive i en Hytte Vinte-
len ov e i, men ved St. Hansdags Tid, »wenn man die kron hanget«, paany
fik \ andrelyst, vare stærke, vanntblodige og sikkert ofte voldsomm e Natu
rer. Atter og atter forbydes det Svendene at møde op med »riichtige frauen«,
»bose frauen« eller »versprochene frauen«; Svenden faar en stor Bøde, hvis han
drikker eller spiser for meget, »sich ubertrinckt oder liberisset«, og helt galt
gaar det ham, hvis han stjæler, røver eller myrder, i saa Fald bliver han
for evig Tid udstødt »aus dem hantwerk«. Af saadanne Bestemmelser er der
flere, og nogle af dem vende sig ogsaa mod Svendenes nærmeste Overord
nede Polereren. Han ifalder Straf, hvis han om Mandagen kommer for sent
til [sin Mester, og han maa selvfølgelig ikke paa nogen Maade »seinen meister
abdringen von seinem bau mit worten oder mit werken«. Her som allevegne
kunde der altsaa være Uro og Ufred, og da der i 1498 søges Stadfæstelse paa
Artiklerne af 1459 med nogle Ændringer, hedder det i Indledningen til de
af Kejser Maximilian I stadfæstede Bestemmelser: »nun ist etlich irrung ge-
wesen unter unser hantwerk«. Derfor havde en Del Mestere og Svende Aaret
for været sammen i Basel, og de noget forandrede Artikler vare Resultatet
af et nyt Møde 1498 i Strassburg. Man vedtog dér at mildne nogle Bestem
melser, »die zu hart gewesen im buche«, og som derved havde »diese
bruderschaft gehindert«.
Af de helt igjennem dog kun mindre betydelige Forandringer er der
een, der angaar Læretidens Længde, og det er muligvis den, der har for
anlediget den storste Uro. 1459 bestemtes det, at Læreaarene skulde være
fem, idet det ved Siden heraf fordredes, at den, der var udlært hos en Mu
rer, paany skulde lære i ikke mindre end tre Aar hos en Hyttemester
hvis hap vilde arbejde i Hytten, Det var strenge Bestemmelser, som
man