97 / 470
8 4
SVENDEFORHOLD
pelthen Mursvende. Mesterne kjendte de dog nu kun som deres Overord
nede. Som det var Mesterne, der skulde »beskikke« de fremmede Svende,
var det for »Oldermanden og Hossidderne«, at Lavets Svende skulde »stande
tilrette«. Men i disse nye Forhold synes Svendene kun vanskeligt at have
kunnet finde sig. Der kom Rivninger, saaledes som et for Kjøbenhavns Raad-
stuebog den 22 Marts 1626 indgaaet Forlig viser.1
Efter Lavsartiklernes § 23 skulde Svendene hver Løverdag Aften betale
Tidepenge, der skulde anvendes til Syge- og Regravelseshjælp for deres Træn
gende; enhver Svend, der havde Arbejde, skulde give fire Skilling i Lavs
bøssen. Om hvorledes disse Penge skulde bestyres, sige Artiklerne imidlertid
ikke et Ord, og Mesterne have da sikkert betragtet det som naturligt, at Re-
styrelsen tilkom dem, ligesom de formentlig ikke have gjort sig Skrupler ved
at lade en Del af dem blive anvendt til Lavet i A lm indelighed. Herimod
have Svendene lige saa naturligt protesteret, og saa kom Forliget, der deler
Pengene. Enhver Svend skal hver Sommer d. v. s. een Gang om Aaret lægge
en Mark i en almindelig Lavsbøsse »til Lavets Forbedring for den Frihed,
Svendene mere end andre til Lavene have«, og hver ottende Dag to Skil
ling i en egen Tidepengebøsse. Men til Gjengjæld betragtes denne Røsse saa
særlig som Svendenes, og til dens Restyrelse indsættes to Forstandere, en
Mester og en Murmestersvend, der i Lavsskriverens Nærværelse sammen
skulle aabne Røssen og sammen skulle foretage, hvad forøvrigt maatte være
nødvendigt, »paa det Ingen skal ske for kort eller være mistænkt for h in
andens Gjerning«. Skriveren skulde føre det fornødne Regnskab. Men sam
tidigt synes der at have været et andet Sporgsmaal oppe, nem lig Lonsporgs-
maalet. Forliget ender nemlig med en Udtalelse om , at Svendene skulde
lade sig noje med en skjellig Lon, to Mark sættes som den hojeste Dagion
tor den længste Sommerdag og »ellers efter Tidens Lejlighed mindre«.
Hvad Svendene havde naaet, var altsaa en særlig Restyrelse for deres Tide-
penge, i hvilken Restyrelse de havde deres Repræsentant. Men selvfølgelig øn
skede de at naa videre, og det gjorde de ved nogle Artikler af 3 Oktober 1652,
som de flere Gange havde anmodet Rorgemestere og Raad om .2 Den særlig
for T idepengene indsatte Restyrelse, bestaaende af en Mester og en Mur
mestersvend, blev nu en almindelig Restyrelse, der skulde have T ilsyn med
al god Ordning og Skik mellem Svendene, der tilmed synes nu at have
faaet Ret til at vise sig med Kaarde paa Gaden. Artiklerne forbyde dem