264 / 695
254
E llen Andersen
De 3
f orklæde r,
der nævnes i sk iftet, har formodentlig
været til dagligbrug. At bære smaa, kostbare, broderede
silke- eller kniplingsforklæder var højeste mode omkring
midten af aarhundredet, selv til allerfineste stads og i de
højeste kredse. Man behøver blot at tænke paa Nattiers
maleri af Louis 15s datter Mile Adelaide i stort h o f
toilette og med kn iplingsforklæde. Forklædets brug til
festdragt gaar tilbage til renaissancen, hvor der ofredes
umaadelige summer paa udsmykningen af „formaverne“,
som de kaldtes. Men efterhaanden blev forklædet degra
deret til mere intim t hjemmebrug. Christian 9 ’s dronning
Louise bar f. eks. et lille sort broderet silkeforklæde,
naar hun skænkede té for fam iliens medlemmer om
efterm iddagen. I vore dage er forklædet selv til arbejds-
brug ved at erstattes af kitlen.
Der er ikke noget overraskende i, at sk iftet efter Fri-
derica Holm kun omtaler
særke
og ikke benklæder. D isse
var ikke alm indeligt i brug paa denne tid, og især ikke
i smaaborgelige kredse. Man kender afbildninger af vene
tianske kurtisaner fra 1600aarene iført knæbenklæder
af rødt eller grønt fløjl. Ogsaa Pepys omtaler dameben-
klæder i sin berømte dagbog. I R ijksmuseum i Amster
dam findes en dukke i rococodragt med grove, aabne
lærredsbenklæder, bundet under knæene, den samme
form, der endnu bruges indtil slu tningen af 1800aarene.
Men først omkring 1860erne bliver benklæder alm inde
lige til damer her i landet.
I sk iftet nævnes ogsaa
hal st ørklæder,
der var næsten
uundværlige til de meget nedringede kjoler. De var til
finere brug af silkegaze eller netteldug og over halstør
klædet kunde man hænge en perlekæde, der blev sam
menholdt af en silkeslø jfe fortil.
Lomme t ørk læde rne ,
der paa renaissancetiden havde
været rene pragtstykker, udstyret med silke- og perle
broderi, og som aldrig brugtes til at pudse næsen i (det