265 / 695
Friderica Holm. II. Hendes garderobe
255
gjorde man med fingrene), var nu altid af lærred, for
modentlig undertiden med en knipling i kanten.
Som sidste post paa skiftet staar: 10 adsk. smaat
hovedlinned.
Det er naturligvis umuligt, helt bestemt at
definere dette begreb. Men formodentlig har det bl. a.
om fattet dag- og natkapper. Natkapper og nathuer brug
tes af alle, baade mænd og kvinder. For mændenes ved
kommende var de en absolut nødvendighed, da de saa
godt som altid var komplet skaldede — en følge af
parykmoden. Men ogsaa damer har i udstrakt grad gaaet
med kappe. I borgerlige kredse var kappen almindeligt
anvendt, baade udendørs og indenfor hjemmets fire
vægge. Det var hovedsageligt fornemme damer, der bar
de komplicerede frisurer, pyntet med baand, fjer og
blomster, der er saa karakteristiske for denne tids
periode. Jævnere folk nøjedes med at dække den enkle
frisure med en pyntelig kappe. Kapperne, „sætter“, som
de ofte kaldtes paa dansk, var tumleplads for modister
nes mest sprælske paafund. Der var adskillige franske
modehandlerinder i København, der forsynede damerne
med det nyeste paa dette omraade, ofte med de besyn
derligste navne. Saaledes kom aaret før Friderica Holms
død en hovedpynt frem, der kaldtes „Voltaires sidste
suk“. En dansk modiste havde opfundet forskellige „nøl
ler“, „mytser“, „kalotter“ og „englesætter“, der var noget
simplere og mindre komplicerede end de franske, og som
formodentlig har stemt mere overens med danske damers
sobre smag. Til kapperne hørte som oftest „hængler“
eller „barber“, lange nedhængende kniplingsbaand paa
hver side af hovedet. Paa barberne kunde man, ligesom
paa engageanterne se, paa hvilket trin af rangstigen bæ-
rerinderi befandt sig. Deres bredde afhang nemlig af da
mens fornemhed.
En stor post paa skrædderregningen er
fiskeben.
De
brugtes til krinolinen, der kom paa mode i 1700aarene