397 / 695
Kastelsslaverne
387
diget ved et Forslag om, at de værste af Byens Slaver
skulde sendes ud i Kastellet. Betænkningen, der er paa
fire tætskrevne Foliosider, gengives i det følgende i et
stærkt sammentrængt Uddrag.
Generalen skriver, at naar hverken Formaninger, Trus
ler eller alvorlige Straffe hjælper over for de mest for
hærdede Slaver, p lejer han at indhente en kgl. Resolu-
tion, i Henhold til hvilken de efter Omstændighederne
belægges med dobbelte Hals- og Livbaand, og saa snart
de om Aftenen kommer ind fra deres Arbejde, sluttes de
straks med Hænderne eller tillige ogsaa med Fødderne
tæt sammen, saaledes at de hverken er i Stand til at
tilføje sig selv eller andre den m indste Skade; da der ej
heller udleveres dem Knive eller Sakse, bliver deres Brød
og Kød ituskaaret til dem af andre. Han fortsætter deref
ter med koldt Blod, at naar saadanne Døgenigte først én
Gang er kommet i denne Situation, interesserer Spørgs-
maalet om deres Fremtid ham ikke længere; thi naar den
kgl. Resolution én Gang er afgivet over en saadan, maa han
finde sig i denne Behandlingsmaade i hele sin L evetid ( ! ) ,
da man aldrig tør vente sig, at saadanne ondskabsfulde
Mennesker skal forbedre sig. Forholdene i Kastellet er
langt vanskeligere end i Københavns Stokhus. Paa Ar
bejdsstedet bliver saadanne særlig farlige Mennesker en
for en bevogtet af en tilforladelig Skildvagt, der med sin
Person indestaar for ham, saaledes at han ej heller
der
er i Stand til at tilføje andre Skade. De desperate Trus
ler, en saadan Slave kan lade sig henrive til, og de even
tuelle Følger heraf kan man bedre sikre sig imod i
Københavns Stokhus end i Kastellet, hvor Gaderne og
Marketenderierne paa Grund af den indskrænkede Plads
bestandig er opfyldt af Soldater, Kvinder og Børn, og
Følgerne af det Had og Nag, saadanne Slaver bærer til
deres foresatte, som straffer dem og holder dem fast,
kan her lettere komme til Udbrud. Ved Kastellets 50