400 / 695
390
Victor Krohn (f)
saa lidt udflydende, men nu rykkede man frem med det
Argument, at det vakte M isfornøjelse hos enhver ærekær
Soldat at sku lle bevogte Slaver, og fra 1. April s. A. blev
der truffet den Ordning, at der skulde ansæ ttes un ifor
merede Slavegevaldigere og Stokkeknægte, af hvilke de
første fik 4 ^ Sk., senere
6
Sk. daglig i Lønning. De blev
bevæbnede med to ladte Pistoler og en forsvarlig Knip
p el
,45
og i en Instruks om, hvorledes de skulde forholde
sig, hvis Slaverne viste sig uvillige til at udføre det dem
paalagte Arbejde, stod der, at de skulde betjene sig af
deres Knippel „und vor allem Raisonneurs tüchtig damit
durcharbeiten“, og saafremt dette ikke hjalp, kunde de,
dog kun i yderste Tilfælde, gøre Brug af deres P istol og
nedskyde Ophavsmanden „eller i øvrigt den første den
bedste
“ .46
Det ligger fristende nær at fremdrage den sørgelige
Historie om de tre u lykkelige stavnsbundne Bønder,
Hans Lok, Søren Larsen og Hans Vangeled fra Rødkilde
paa Fyn, der i 1770 tog sig det tunge Hverv paa at drage
til København for over for Kongen og Kancelliet at tale
deres og deres Lidelsesfæ llers Sag imod den store Uret
færdighed og Grusomhed, hvormed de blev behandlede
af deres Herre, Jens Lange; men hele Sagen, der i hvert
Fald for Vangeleds Vedkommende endte med hans Død
i Kastellets Slavefængsel, er saa udførligt beskrevet af
Povl Hansen i „Aarbog for dansk Kulturhistorie“ („Jens
Lange på Rødkilde og hans bønder
“ ) ,47
at der maa hen
vises til denne Kilde.
Med General Pauernfeinds haarde Ord om Slaverne i
frisk Minde er det helt velgørende at læse om, hvorledes
en anden af Københavns Kommandanter, Generalløjt
nant Nicolaus Maxmilian Baron Gersdorff, d. 30. Decem
ber 1793 saa med Forstaaelse paa denne Klasse Menne
sker. At han som Byens Kommandant ikke alene har
tænkt paa Slaverne i Stokhuset, kan mulig forstaas af,