44 / 695
34
Otto Mackeprang
Desuden havde han et besnærende væsen.
Ham
måtte
man se at holde fast på. Den 1. april 1755 ansattes han
da også som hofkapelmester — på bekostning af Scala-
brini, der imidlertid, som foran omtalt, efter Sartis
landsforvisning i 1775 indtog sin gamle plads. Da teatret
på Kongens Nytorv i 1770 fra staden København over
gik til kongen, fik Sarti det i entreprise. Hans regime va
rede dog kun kort. Allerede i 1772 løstes han fra entre
prisen. Han var insolvent. Men forinden havde han fået
dannet grundlaget for Det kongelige Kapel, hvis første
kapelmester han blev. Og han fortsatte med at residere
i orkesteret, indtil han afgik i 1775.75
Inden Sarti kom til landet, havde Frederik V ment at
måtte holde noget igen og sætte en grænse for de store
udgifter til Mingottis operaforetagender. Men de gode
forsætter henvej redes straks, og hoffet var med kongen
enig i, at operaen burde støttes kraftigt. Et operahus
skulle bygges, og kongen afsluttede med Mingotti en
kontrakt, hvorefter der skulle gives ham 100.000 rdlr.
fordelt på 10 år til dets opførelse. Med operahuset blev
det dog ikke til noget, men Sarti havde gjort et så stort
fremstød for operamusikken, at spirerne til en dansk
opera dukkede op.
Om end blomstringstiden lod vente på sig, blev der sat
kræfter i bevægelse. Inspireret af Sartis musik drømte
danske studenter om at skabe operaer på dansk. Nord
manden, den unge Nils Krog Bredal, virkeliggjorde
ideen, som han anså for noget af det dristigste, et men
neske kunne finde på. Verden skulle erfare, at det ikke
var absolut nødvendigt for en komponist at have „set
Tiberstrømmen“.76 Han skrev tekst til to større operaer,
der opførtes 1756 og 1757 i historikeren Caspar Peter
Rothes hjem i brygger Johannes Christian Borups gård,
hjørnet af Brolæggerstræde og Knabrostræde,77 hvor
Bredal logerede. Den første af disse operaer hed „Gram