T rinitatis Kirkes Orgler og Organister
81
kiær, hvori han siger, at der intet er til Hinder for Ord
ningen fra hans Side, og at han anbefaler Foltmar, der
har vist og sikkert fremdeles vil vise Flittighed i Tje
nesten og „Skikkelighed i sin Opførsel“, til Konsistori-
ums Bevaagenhed. Der skete dog ikke noget i Sagen før
et Par Aar senere, da Sparkiær selv ansøger om at faa
Forholdet ordnet, nu under Henvisning til sine „med Al
deren tiltagende store Svagheder“. Som Svar herpaa
resolveredes, at „Konsistorium ikke giver Expektance,
men Voltmar kan melde sig ved Vakance“.
I Begyndelsen af 1750 synes Sparkiær definitivt at
have trukket sig tilbage, og Foltmar søgte paa ny, denne
gang om at maatte blive hans Efterfølger. Dette ordne
des, da det var konstateret, at Sparkiær var villig til at
afstaa Embedet, i Løbet af Foraaret 1750; det bør her
noteres, at han levede endnu mange Aar i bedste Vel-
gaaende og først døde 31. December 1761, et Aars Tid
efter sin Hustru, Agnes Cathrine Lindemann.
I Marts 1751 holdtes i Trinitatis Kirke en Prøve, ved
hvilken Foltmar dokumenterede sin Kunnen for tre af
Stadens velansete Kirkemusikere: Hoforganist C. F. Brei-
tendich fra Nikolai Kirke, Organist Lorentz Soncksen
fra Set. Petri Kirke og Organist D. C. Decker fra Hel-
liggeistes Kirke. Fra denne Forretning findes bevaret de
tre Herrers Censur. Breitendich og Decker afgav en fæl
les Udtalelse, der lød saaledes: „Efter Begæring af den
kongl. Violon og Organist, ædle Sr. Sparkiær, have vi
underskrevne den 9. hujus indfundet os udi Trinitatis
Kirke for at høre Monsr. Johan Voltmar traktere Orgel
værket sammesteds, hvor da bemeldte Monsr. Voltmar
har præsteret, hvad af ham blev forlangt, og derved vist
sig at være en god og habil Musicus, hvilket saaledes
efter Begæring herved bevidnes“. Soncksens Responsum
har nærmest Karakter af en Anbefaling: „At Monsr.