35 / 188
Birgitte Vedel-Larsen
få lyst til at leve et bedre liv uden tiggeri
og lediggang.4
I København blev tiltag til oprettelse af
en ny tvangsarbejdsanstalt i 1816 aldrig
gennemført. Kommissionen, der skulle
undersøge sagen, havde ellers fundet pas
sende lokaler i det gamle Kvæsthus i Ny
havn. Men i stedet for at blive indrettet
til en tvangsarbejdsanstalt blev bygnin
gerne solgt til gasbelysningsvæsenet.5
Efter Tvangsarbejdsanstalten i Puster
vig, der var blevet oprettet som et forbil
lede for fremtidige indespærringsanstal
ter, var fængselsreformatorerne delt i to
lejre for og imod den skrappe isolations
fængsling, som var blevet praktiseret i
Pustervig.6
I kommissionen, der skulle undersøge
muligheden for oprettelsen af en tvangs
arbejdsanstalt i 1816, sad bl.a. Anders
Sandøe Ørsted (1778-1860). Ørsted, der
fra 1813 var deputeret i Danske Kancelli
og fra 1825 Generalprokurør, var mod
stander af tidens ensomhedsstraffe, idet
han ikke havde tillid til deres påståede
forbedrende indflydelse på de indsatte.
Og hvordan skulle man i øvrigt kunne
bedømme, om de indsatte rent faktisk
var blevet bedre mennesker af isolatio
nen?7
I stedet for umulige forsøg på at for
bedre fangerne skulle man derfor hel
lere prøve at afskrække dem, gerne gen
nem isolation, eftersom ”det eensomme
Fængsel er og i Særdeleshed et fortræf
feligt Middel til a t bøie uregerlige og ryg
gesløse Fanger”. Korte straffe, men under
afskrækkende former, ville have langt
større effekt end de meget lange isolatio
ner, som oven i købet kunne medføre, at
den indsatte blev så vred på samfundet,
at han senere ville hævne sig. Fangen vil
le i den lange ensomhedsperiode kort sagt
få tid til lægge skumle planer og udvikle
had til samfundet og til dem, der havde
dømt ham .8
I diametral modsætning til Ørsted stod
den nationalliberale statsøkonom C. N.
David (1793-1874). David var en stor til
hænger af det såkaldte ’’Pennsylvanske”
straffesystem, der havde isolationen som
nøgleord. Den nye nordamerikanske stat
var i begyndelsen af 1800-tallet blevet
foregangsland inden for fængselsvæse
net. Her opererede man med to fængsels
typer: den pennsylvanske, også kaldet det
Philadelphiske system, der gik ind for
konstant og total isolation og det Auburn-
ske, hvor fangerne arbejdede i fællesskab,
men i total tavshed og kun blev isoleret
om natten .9
Hensigten med afstraffelser var for
David dobbelt, ’’Forbrydernes Forbedring
ved Siden af Forbrydelsens Afstraffelse
maa være dens Formaal”. Det store pro
blem med tidens straffeanstalter var, at
de ikke forbedrede de indsatte, men for
værrede dem. Det kunne man se ved det
store antal fanger, som efter deres løsla
delse igen og igen vendte tilbage til fæng
selsvæsenet (de såkaldte recidiver).10
David var i høj grad fokuseret på børn
og unge. Det var allerede i deres tidlige år,
at grundlaget for fremtidige lovbrud blev
lagt og det var nødvendigt med tiltag for
at undgå, at børn og unge udviklede en kri
minel adfærd.11Det drejede sig naturligvis
først og fremmest om børn af fattigfolk,
der ikke havde overskud til at opdrage de
res børn, og pga. slet opførsel havnede de
unge i fængsel i en kort periode, hvor de så
mødte de mere garvede forbrydere.12 Fan
gernes indbyrdes påvirkning af hinanden
var derfor et stort problem, og for at hindre
denne skadelige påvirkning var isolations
fængsling et ideelt redskab.
Gennem arbejde, god hygiejne, orden
og streng disciplin ville fængselsvæse
net modarbejde de onde tilbøjeligheder
og genopdrage de indsatte. David havde
til gengæld ikke tiltro til Ørsteds fore
stillinger om afskrækkelsens gavnlige
32