40 / 188
de unge forbrydere - næsten blevet glemt.
Men hvis der oprettedes en større tvangs
arbejdsanstalt, ville disse også kunne an
bringes her, og pengene til en særskilt an
stalt kunne dermed spares.28
Kancelliet manglede imidlertid stadig
et indlæg i debatten, før der kunne træf
fes endelig beslutning. Politichef Kierulff,
der også var formand for Fattigvæsenets
direktion29 var den 8. november 1831 ble
vet bedt om at komme med sin mening
om Ladegårdens økonomiske tilstand. Før
Kancelliet havde modtaget denne redegø
relse, ville det ikke foretage sig mere.
Løsgængerne var bestemt et stort pro
blem, som politiet stod forholdsvis magtes
løst overfor, hævdede Kierulff efterfølgen
de i sin betænkning. De påtog sig arbejde,
når de var bange for at blive arresterede,
men de passede det ikke. Derfor var poli
tiets eneste mulighed at sætte dem under
Fattigvæsenet, som derfor måtte være i
stand til at tvinge "personer til ikke alene
at arbeide, men og til at arbeide flittig og
ordentlig”.30 Med betlerne stod det ikke
bedre til: Politiet var ikke tilfreds med de
ekstra arbejdsopgaver, det var blevet dem
pålagt i 1813, "fordi Opbringeisen af Bet
lere i den almindelige Mening betragtedes
som en Slags fornedrende Forretning”.
Hertil kom, at byalmuen ofte forsøgte
at hindre politiet i at pågribe betlerne,
"thi, meningen med hensyn til Betleres
Opbringelse er imellem Almuen i Kjøben-
havn, saaledes at naar en Betler ved An
holdelsen gjør Modstand, bliver Resulta
tet altid, at den almindelige medlidenhed
træder virksom op for den Anholdte, og
denne befries samt Betjentene ikke sjel-
dent mishandles”.31
Når betjenten først én gang var blevet
offentligt udstillet på denne måde, havde
han mistet meget af sin autoritet i fremti
dige penible situationer.32
Kierulff var derfor utvetydigt fortaler
for oprettelsen af en tvangsarbejdsan
stalt under det københavnske fattigvæ
sens regi, og egnede lokaler fandt han på
Ladegården. Bygningerne eksisterede al
lerede, og et plankeværk omkring noget
af gården ville sikre afsondring. Samtidig
kunne fangerne arbejde med de samme
håndværk som beboerne i den øvrige an
stalt. På denne måde behøvede tvangsar
bejdsanstalten ikke en særskilt økono
mi.33 Tvangsarbejdsanstalten, som skulle
indrettes med "ensomme fængsler”, var
i Kierulffs pædagogik et afskrækkelses
middel: Den straffede skulle frygte en
endnu hårdere straf, og en sådan ville
indsættelse i ubehageligt isolationsfæng
sel netop udgøre. Derfor skulle der også
kun være tale om kortere ophold i isola
tion, idet den konstante frygt for indsæt
telse i "ensomt fængsel” nok ville få den
straffede til at ændre adfærd.
Selv om Ladegården var ideel til en
tvangsarbejdsanstalt, var det pga. faren
for optøjer bedre at placere de ensomme
fængsler et andet sted, men Kierulff kun
ne ikke anvise et sådant. Da fængslerne
således også måtte placeres på Ladegår
den, skulle der i det mindste opføres en
ny bygning.34
De ensomme fængsler skulle være så
ubehagelige som overhovedet muligt. Vin
duerne skulle sidde så højt, at den ind
satte ikke kunne se ud, stolen, som skulle
være fastgjort midt på gulvet, skulle have
buet sæde og sovestedet skulle udgøre en
løs køje, som blev bragt ud om dagen og
først kom ind om aftenen, når den indsat
te skulle i seng. Hvis sengen stod i rum
met hele dagen, ville fangen blot ligge i
den, og straffen ville miste meget af sin
virkning. For at fangen ikke skulle kun
ne lægge sig på gulvet foreslog Kierulff,
at der skulle fastgøres en række klamper
med passende mellemrum.
Mens fangen var i ensomt fængsel,
måtte han overhovedet ikke tale, dørene
skulle altid forblive lukkede, og maden
Arbejde, ensomhed og stra f
37