44 / 188
Arbejde, ensomhed og stra f
benhavn var han nemlig medlem af Magi
straten, som nu var blevet bedt om at give
sin mening til kende. Schäffer fik ligefrem
lov til at komme med sin personlige ud
redning i Magistratens besvarelse.47 Han
var utilfreds med den korte gennemgang
af kommissionens konklusioner, som
Kancelliet havde videregivet til Magistra
ten. En stor del af det væsentligste var,
hævdede Schäffer, udeladt, hvorved Ma
gistraten og de 32 mænd kun havde haft
et ufuldstændigt grundlag at tage stilling
på. Yderligere havde Kierulff misforstået
adskillige ting, og det ville være særdeles
uheldigt for Fattigvæsenet, om man fulg
te hans forslag.48
Den største kritik gik på spørgsmålet
om hvilke fattige personer, der skulle fi
nansieres af henholdsvis fattigvæsen og
politi. Men også Kierulffs valg af pla
cering af anstalten på Ladegården, var
stik imod Schåffers opfattelse af, hvor
den burde anbringes. Alene den afsides
beliggenhed indebar stor fare, hævdede
han, og henviste til oprøret i Tugt-, rasp-
og forbedringshuset nogle år tidligere.49
Med så mange personer samlet i én an
stalt, som det ville være tilfældet på La
degården, ville de ’’kunne udklække de
rædsomste og voldsomste Planer og med
større samlet Kraft end nogensinde før
hen kunne udføre dem”.50
Selv om størstedelen af de indsatte
ikke var egentlige fanger, men Ladegårds
arbejdere, havde de tilstrækkeligt fange-
lignende vilkår til at udgøre en trussel,
når de blev placeret sammen med de ska
delige elementer fra tvangsarbejdsanstal
ten. Den afsidesliggende placering uden
for byporten betød yderligere, at det ville
være vanskeligt at få politi og militær
sendt dertil i tide for at bremse poten
tielle oprør.51
Efter at spørgsmålet om en tvangsar
bejdsanstalt i næsten fem år havde kørt
frem og tilbage, forelagde Kancelliet sin
endelige anbefaling for kongen den 26.
maj 1833. Med få ændringer holdt det sig
til Kierulffs forslag. Allerede tre dage efter
resolverede Frederik 6., at der i en del af
Ladegårdens bygninger skulle indrettes
en tvangsarbejdsanstalt, som skulle være
klar til åbning 1. november samme år, og
hvori der skulle indrettes et særskilt loka
le for unge forbrydere under 18 år.52
Ellers var det først og fremmest betle
re, som tidligere ville være blevet straffet
med fængsel på vand og brød og almisse
nydere som forbrød sig mod Fattigvæse
nets regler, der skulle indsættes i anstal
ten.53 Var der tale om særligt skærpende
omstændigheder, kunne der yderligere
lægges isolationsfængsling oveni straffen.
Dog ikke mere end højest en fjerdedel af
straffetiden og ikke mere end 14 dage ad
gangen. Også personer, som ikke opførte
sig ordentligt i tvangsarbejdsanstalten,
kunne få en tillægsstraf i form af ensomt
fængsel.54 Det skulle endvidere undersø
ges, om anstalten med tiden ville kunne
tage imod betlere, som var blevet idømt
mere end et halvt års varetægt, dvs. straf
fe som normalt skulle afsones i Forbed
ringshuset. Det skulle endda tages under
overvejelse om også løsgængere i fremti
den skulle placeres i den nye anstalt.55
Det blev således endeligt fastslået, at
det var Fattigvæsenets, og ikke statens,
ansvar at straffe betlerne.56 A. S. Ørsted
har sikkert været ganske godt tilfreds
med, at anstalten blev så afskrækkende
som muligt, og det er i det hele taget Ør
steds tanker om afskrækkelse frem for
Davids ideer om isolation, der kom til at
præge indretningen af tvangsarbejdsan
stalten på Ladegården. Den blev i hele
sin udformning en afskrækkende, ikke en
opdragende indretning.
Før Ladegården kunne tages i brug som
tvangsarbejdsanstalt, skulle den gennem
gå flere ombygninger, som overbygmester
Koch blev valgt til at forestå.57
41