HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Arbejde, ensomhed og stra f

sylvanske fængselsmodel moralsk forbed

res. Derfor blev præsten i dette system en

central figur.74

Denne tankegang kom også til at præge

tvangsarbejdsanstalten på Ladegården.

Især var det bekymringen for de mange

unge forbrydere, som var drivkraft i re 

formerne. Selv om tvangsarbejdsanstal

ten ikke udelukkende blev indrettet for

unge under 18 år, som de første planer el

lers havde lagt op til, var der stadig man

ge unge, som blev indsat, og for at de ikke

skulle- påvirkes af de fordærvede forbry

dere, skulle de modtage religiøs undervis

ning. Mange unge blev dømt for skolefor

sømmelser, så det kunne ikke nytte, at de

slap for undervisning, mens de var indsat.

Derfor blev det i december 1834 besluttet,

at der skulle ansættes en teologisk kan

didat, som skulle undervise de indsatte

børn og om søndagen holde prædikener

og andagt for fangerne. Samtidig blev det

bestemt, at de børn, som indtil da havde

været indsat til tvangsundervisning og

konfirmation i forbedringshuset, i frem

tiden skulle i tvangsarbejdsanstalten.75

Børnene skulle undervises efter de sam

me regler som i Fattigvæsenets øvrige

skoler og have seks undervisningstimer

dagligt.76

Udover undervisningen holdt den teo

logiske kandidat søn- og helligdagspræ

dikener for fangerne alene, samt morgen

og aftenandagt med fangerne og de ind

satte børn. Om søndagen holdt han også

gudstjeneste for de almindelige arbejdere

på Ladegården, som pga. mindre forseel

ser var nægtet udgang på deres fridag.

Gudstjenesten i tvangsarbejdsanstalten

skulle holdes i mændenes arbejdsværel

se, som var det største af anstaltens rum.

Her blev der opstillet bænke, så mænd

og drenge kunne sidde i den ene side og

kvinderne i den anden. For at undgå unø

dig fraternisering kønnene imellem, blev

kvinderne først lukket ind i rummet, når

præsten var kommet til stede og blev

bragt ud igen, før han gik. Roen måtte op

retholdes og enhver unødvendig samtale

undgåes.

Afslutning

Indsættelse af genstridige fattige i

tvangsarbejdsanstalten blev en meget

brugt straf i det københavnske fattigvæ

sen og straffeformen eksisterede stadig,

da Ladegården blev nedlagt, og anstal

ten flyttet til det nyopførte Sundholm i

1908, hvor den fortsatte i sin oprindelige

form frem til 1933.77 Det betød på den an

den side ikke, at anstalten var en egent

lig succes, i hvert fald ikke, hvis man tog

dens oprindelige formål i betragtning. Det

viste sig nemlig, at det ikke var så let at

skræmme de genstridige til en bedre og

mere arbejdsom tilværelse. De indsatte

blev ikke forbedret, og mange vendte til

bage igen og igen.

I 1840’erne var det de danske fængslers

tur til at blive fornyet. Man tog igen ud

gangspunkt i de amerikanske fængsels

modeller, men hvor C. N. Davids ideer ved

oprettelsen af Ladegårdens tvangsanstalt

var blevet underkendt, fik hans tanker

nu en helt anden gennemslagskraft, og de

nye fængsler indrettedes i stor stil efter

hans anvisninger. Imidlertid hørtes der

også røster, som gik imod David: bl.a. fra

kancellimedlem Michael Lange, der også

havde været med dengang, da beslutnin

gen om Ladegårdsindretningen skulle

træffes. Han var personlig ven med A. S.

Ørsted og mente som denne, at isolations-

fængslingen var en form for hjernevask,

som ødelagde den indsatte for livet.78

I sidste ende var det dog isolations

fængslet, der vandt tilslutning i Fæng

selskommissionen og som blev forelagt for

Danske Kancelli. Som sædvanligt havde

flere af embedsmændene flere ’’kasketter”