39 / 188
Birgitte Vedel-Larsen
overmediciner Wendt, agent og grosserer
Busch, grosserer Jacob Holm og grosserer
Selmer.20
Kommissionen satte hurtigt fokus på
øget brug af de fattiges arbejdskraft. Bl.a.
foreslog de stenslagning og vej- og brolæg
ningsarbejde. For at disse tiltag kunne an
vendes fuldt ud, var det nødvendigt med
afskrækkende tvangsmidler, så de dovne
og arbejdssky fattige ikke kunne undslå sig
arbejdet. Derfor betragtede kommissionen
det som et væsentligt tab, at man ikke læn
gere rådede over et tvangsarbejdshus, som
det man havde haft i Pustervig.
Danske Kancelli var positivt indstillet,
og den 26. oktober 1830 gav man kommis
sionen ordre til at undersøge muligheden
for en ny tvangsarbejdsanstalt. E t års tid
senere kom den med sin endelige indstil
ling, som, det tidligere udtrykte ønske om
en tvangsindretning til trods, tog afstand
fra tanken.21
I kommissionen havde man undersøgt,
hvordan det tidligere tvangsarbejdshus
i Pustervig var blevet benyttet, og man
havde da erfaret, at huset først og frem
mest havde rummet betlere,22 og da af
straffelsen af disse ikke længere hørte un
der Fattigvæsenet, men politiet, så man
ingen grund til at Fattigvæsenet skulle
bekoste oprettelsen af en ny tvangsar
bejdsanstalt. Betlerproblemet kunne man
i stedet overlade til politiet.23 I forlæn
gelse heraf konkluderede kommissionen,
at ’’Betleriets hemmelse fra den Tid af er
[en] Fattigvæsenet, som saadant, uved
kommende Sag”.24
Dermed blev det ikke Fattigvæsenet,
der skulle tage sig af problemet med de
omkringdrivende betlere, og da det siden
1813 oven i købet havde været politiets
opgave at tage sig af de problematiske
betlere, syntes kommissionen ikke, at der
kunne ’’begrundes noget krav paa at F a t
tigvæsenet eller eventuelt, fordi det in
gen Capital har dertil, Communen skulde
paatage sig at lade opbygge et saadant
Tvangsarbeidshuus”.25
Kommissionen tildelte også Køben
havns politi et rap over fingrene. Det var
således et stort problem for Fattigvæse
net, at politiet ikke varetog deres opgaver
i tilstrækkelig grad, da ’’Politie-Autorite-
ter, i stedet for at udøve alle de den i saa
henseende paalagte Functioner, har ind
skrænket disse til den alene: at anholde
Løsgjængere og overlevere dem til Fattig
væsenet”. Når politiet blot sendte alle løs
gængere videre til Fattigvæsenet var det
med til at bringe Fattigvæsenet i økono
misk uføre, ligesom den lemfældige hånd
tering af løsgængerne medførte, at betler
ne tabte respekten for politiets autoritet.
De behøvede blot at sige, at de ikke kunne
finde arbejde, så blev de placeret i Frel
sers arbejdshus til forplejning.26
Kierulffs betænkning
Danske Kancelli, som nu engang havde
tilsluttet sig tanken om behovet for en
tvangsarbejdsanstalt, var ikke udpræget
tilfreds med kommissionens konklusion.
H. G. Bentzen, som tidligere havde været
medlem afkommissionen vedr. en tvangs
arbejdsanstalt for unge, og som i 1831 var
blevet deputeret i kancelliet, var ikke ble
vet overbevist af kommissionens anbefa
linger, og da slet ikke om, at det kun var
relativt få mennesker, der skulle straffes
med tvangsanstalt. Samtidig var det helt
forkert, når kommissionen ville give ind
tryk af, at politiet handlede urigtigt, når
de indlagde individer uden næringsvej i
arbejdshusene, da det netop var politiet
pålagt ifølge reskriptet fra 20. august
1823.27
Bentzen havde endnu en grund til at gå
ind for en tvangsarbejdsanstalt: I forbin
delse med besparelseskommissionens ar
bejde var det oprindelige udgangspunkt -
36