37 / 188
Birgitte Vedel-Larsen
En tvangsanstalt for unge under 18
år
I slutningen af 1820’erne blev spørgsmå
let om en tvangsarbejdsanstalt i Køben
havn taget op endnu engang. Byens ar
rester var fyldt til bristepunktet, og det
gjorde det mere end vanskeligt at sikre
den hensigtsmæssige afsondring af unge
fanger under 18 år, som skulle garantere,
at de ikke påvirkedes af de voksne fanger.
Der rejste sig derfor det spørgsmål, om
ikke en særlig anstalt alene for unge fan
ger var løsningen.
Den 11. december 1829 nedsattes der
for en kommission,14 som især skulle kon
centrere sig om to ting: 1) Om man med
de forhåndenværende ressourcer og faci
liteter kunne indrette en tvangsarbejds
anstalt for unge mennesker under 18 år,
så de ikke skulle sættes i de almindelige
fængsler, og 2) Hvordan de nuværende ar
rester, som hørte under politidirektøren
og kongens foged, kunne udvides, så der
kunne ske en fuldstændig isolering fra de
øvrige arrestan ter.15
Den 1. juli 1830 kom kommissionen
med sit forslag: Antallet af unge forbry
dere i arresterne var steget i de seneste
år. Selv om der ikke umiddelbart kunne
gives en forklaring på fænomenet, var
man enige om, at det hang sammen med
de unges frie og ansvarsløse opvækst. Da
unge mennesker havde tilbøjelighed til
dovenskab ville et ophold i arresten, hvor
de blot hensad i ledighed og fik mad og
logi, ikke føles som en rigtig straf. I ste
det skulle de dømmes til tvangsarbejde.
Arbejdet og den strenge disciplin ville
bringe de unge til eftertanke samtidig
med, at netop arbejde ville føles som en
betydelig straf i modsætning til alminde
lig fængsling.16
Man kalkulerede med, at der ikke ville
være mere end 4-10 unge - maksimalt 12
- ad gangen i tvangsarbejdsanstalten, og
det betød, at omkostningerne ved at op
rette en ny anstalt langt ville overstige,
hvad der blev anset for passende til så få
fanger. Man vendte derfor blikket mod de
allerede eksisterende arrester og straf
feanstalter med henblik på at undersøge
muligheden for at skaffe afsondrede loka
ler, men ingen af de eksisterende anstalter
syntes at være oplagte til formålet. Man
vendte derfor blikket mod Fattigvæsenets
arbejdsanstalt på Ladegården udenfor
Nørreport.17 Det viste sig dog nemmere
sagt end gjort at placere en tvangsar
bejdsanstalt her, for en forespørgsel til
Fattigvæsenets direktion resulterede i
en pure afvisning. Man havde knap nok
plads til sine egne fattige, hvorfor man
ikke også kunne huse forbrydere.18
Afslaget standsede dog ikke de videre
planer. Udenom Fattigvæsenets direk
tion mødtes kommissionen for de fa tti
ges beskæftigelse på Ladegården for at
se på faciliteterne og fandt lige akkurat
plads til den lille ungdomsanstalt. Da
det imidlertid krævede ombygninger at
indrette en tvangsarbejdsanstalt på L a
degården, blev Danske Kancelli kontak
tet, og kancelliet indvilligede i a t overla
de et lille område til formålet, dog under
forudsætning af 1) a t Fattigvæsenets di
rektion og kommissionen for de fattiges
beskæftigelse ikke fik noget med den
nye tvangsan stalt a t gøre, 2) Fattigvæ
senet skulle friholdes fra omkostninger
i forbindelse med opførsel og indret
ning af en tvangsarbejdsanstalt, 3) F a t
tigvæsenet kunne få lokalet igen, hvis
det senere fik brug for det og endelig 4)
Fattigvæsenet skulle årlig t modtage 75
Rdlr. i husleje. Tvangsarbejdsanstalten
skulle på den måde oprettes helt uden
om fattigvæsenet og pengene til forplej
ning forestillede man sig skulle komme
fra ’’sigt og sagefaldskassen” eller ’’poli
tikassen”, da de indsatte jo var dømt ved
domstolene.19
34