34 / 188
Arbejde, ensomhed og straf
Oprettelsen af tvangsarbejdsanstalten på Ladegården 1833
Birgitte Vedel-Larsen
I slutningen af 1700-tallet blev fattighjælp en rettighed for alle trængende,
men det blev også en pligt at arbejde for den. Fattigvæsenets ledelse var dog
klar over, at det ikke ville blive en let opgave at få de mange arbejdssky fattige
til at arbejde, så for at tvinge dem oprettedes en tvangsarbejdsanstalt i 1800.
Den nedbrændte imidlertid syv år senere. Efter en årrække blev tanken om en
tvangsarbejdsanstalt igen taget op i slutningen af 1820’erne. I første omgang
som en straffeanstalt for unge under 18 år, men senere som et tvangsmiddel for
alle under Fattigvæsenet. Debatten kom hurtigt til at dreje sig om, hvilke perso
ner Fattigvæsenet havde pligt til at hjælpe, og om det var et tilstrækkeligt stort
antal til at retfærdiggøre oprettelsen af en bekostelig tvangsarbejdsanstalt.
Birgitte Vedel-Larsen f. 1976. Cand. mag., projektansat arkivar ved Køben
havns Stadsarkiv. Har tidligere arbejdet med arbejdsanstalten på Ladegården
og skrevet
”De forvildede, usædelige og i højeste Grad fordærvede Mennesker
- Indsatte på arbejdsanstalten Ladegaarden i 1800-tallets København”,
Histori
ske Meddelelser om København 2003.
I sidste halvdel af 1700-tallet blev det
almindelig praksis, at fattige almisse
modtagere skulle arbejde for at modtage
hjælp. For at tvinge de fattige til at ar
bejde oprettedes tvangsarbejdsanstalten i
Pustervig, hvor betlere og almissemodta
gere, der forbrød sig mod Fattigvæsenets
regler, skulle straffes. Tvangsarbejdsan
stalten bestod imidlertid kun i syv år, da
den brændte under englændernes bom
bardement i 1807. 20 år senere var det
københavnske fattigvæsens økonomi i
stærk underbalance, og reformer var på
krævet. Løsningen blev at presse mere
arbejde ud af almissemodtagerne, og det
store spørgsmål var, om det krævede en
ny tvangsarbejdsanstalt.
Opdragelse eller afskrækkelse
Efter den kortlivede succes med tvangs-
arbejdshuset i Pustervig var det Danske
Kancellis ønske at oprette en række lig
nende anstalter rundt i landet, for på den
måde at genopdrage og forbedre betlere,
løsgængere og fattige forbrydere.1 Disse
planer blev kuldkastet ved englændernes
angreb på København og de efterfølgende
katastrofer for landet, som medførte øko
nomisk nedtur.2
I 1817 blev der dog oprettet en tvangs
arbejdsanstalt i forbindelse med Odense
Tugthus.3 Den skulle indrettes i ledige
lokaler i tugthusets baggård og råde
over arbejdsstuer og ’’ensomme fængsler”
- dvs. isolationsceller - til særligt genstri
dige elementer. I Odense Tvangsarbejds
anstalt skulle den indsatte gennem orden
og arbejdsomhed lære borgerlige dyder og
31