42 / 188
Arbejde, ensomhed og stra f
dringsforslag, som i det store og hele gik
på Kierulffs forslag om ensomme fængs
ler. Problemet var prisen. Kierulffs over
slag over ombygningen til en tvangsar
bejdsanstalt ville koste dyrt for Fattigvæ
senet. Derfor ville det være en fordel, hvis
det ikke var nødvendigt at bygge en helt
ny fængselsbygning, og hvis man i stedet
kunne benytte en allerede eksisterende.
Da de gamle dårekister næppe kunne
undværes i arbejdsanstalten,36 foreslog
man i Danske Kancelli, at det gamle tør
rehus på marken kunne bruges. Der var
heller ikke behov for hele ti isolationscel
ler, fem-seks kunne vel gøre det: ”1 det
hele kunde disse Fængsler og være meget
simple og ikke engang forsynede med no
gen særdeles forsigtigheds Indretninger i
det farlige Forbrydere ei i samme indsæt
tes”.37
Imens Kancelliet diskuterede oprettel
sen af en tvangsarbejdsanstalt, var der
også en anden sag, de skulle tage stil
ling til: om Københavns Magistrat og de
32 mænds forsamling, skulle tages med
på råd.38 Kancelliformand Stemann39 var
overbevist om det fornuftige i at inddrage
disse instanser, fordi det var ”en Sag der
i saa mange dele indgriber i dens [Ma
gistratens] væsentligste Interesser, og i
Særdeleshed paa dens Pengevæsen”. Han
forudså en del misfornøjelse, hvis en be
slutning blev truffet hen over hovedet på
Magistraten og de 32 mænd. Blev de taget
med på råd ville de nok være mere tilbø
jelige til at acceptere den endelige beslut
ning, også selv om den ikke faldt ud til
deres (økonomiske) fordel.40
Kancelliet fulgte Stemanns opfordring,
og i oktober 1832 sendte det sit indlæg til
Københavns Magistrat og de 32 mænds
forsamling. Efter en nøje gennemgang af
hovedpunkterne i besparelseskommissio
nens og politichef Kierulffs betænkninger
fremlagde Kancelliet sine konklusioner.
Det blev fastslået, at en fattig, som blev
pågrebet uden at have lovligt erhverv,
hørte til Fattigvæsenet når det ikke kun
ne bevises, om han var arbejdsledig pga.
manglende evne eller manglende vilje.
Den fattige var først politiets ansvar, når
det var endeligt bevist, at det var selvfor
skyldt - altså pga. manglende vilje - at
han ikke arbejdede. Det ville heller ikke
være billigere for Magistraten, at politiet
tog sig af løsgængere, for det krævede, at
politiet kunne sætte dem i arbejde, hvad
der ville medføre ekstra omkostninger til
institutioner og mandskab. Dette skulle i
givet fald bekostes gennem en nærings
skat, som kun borgerne betalte, hvorimod
alle befolkningsgrupper betalte til fat
tigskatten. Dermed gik Kancelliet altså
imod kommissionens betænkning, som jo
havde argumenteret imod at politiet gjor
de det rette, når det afleverede opbragte
personer til Fattigvæsenet.41
Kancelliet tilsluttede sig nødvendighe
den af en tvangsarbejdsanstalt, som "ikke
blot [var] hensigtsmæssig, men uomgæn
gelig nødvendig for Hovedstaden, naar
den disciplinariske Myndighed, som F a t
tigvæsenets Bestyrelse efter Anordnin
gerne skal udføre for at kue de dens For
sorg undergivne Individers Dovenskab og
Uorden”.42 Man gik endda så vidt som til
at mene, at tvangsarbejdsanstalten i Kø
benhavn skulle kunne rumme samtlige
betlere og løsgængere, der blev opbragt i
Sjællands stift, men måtte dog på den an
den side erkende, at tvangsarbejdsanstal
ten på Ladegården næppe ville være stor
nok til dette formål. Man besluttede sig
derfor til at lade sig nøje med betlere og
løsgængere i hovedstaden alene. Endelig
tog man afstand fra Kierulffs forslag om
en helt ny bygning til ensomme fængsler.
Det ville være alt for bekosteligt. I stedet
skulle man nøjes med at ombygge de alle
rede eksisterende bygninger.
De 32 mænds svar var naturligt nok
præget af bekymring for byens økono-
39