9 / 188
kvinder, ligesom der indtil 1860 både var
drenge- og pigeskole. Men efter 1840 var
der kun kvindelige lemmer. Blandt flere
andre ting var der i en årrække tidligt
i 1800-tallet en fabriksindretning i ar-
bejdshuset, og senere også en helbredel
sesanstalt for fattige med fnat. Holmens
Arbejdshus (1792-1865), som lå i Opfos
tringshusets baglokaler i Bredgade nr.
55, var primært for mænd. Der hørte ikke
skole til arbejdshuset, men Fattigvæsenet
havde Bredgades drenge- og pigeskole i
arbejdshusets nærområde.
Endelig var der Garnisons Arbejdshus
(1800-1839) på St. Annæ Plads, hvis skole
blev lukket i 1838 - et år før selve arbejds
huset nedlagdes. Herudover fandtes en
række arbejdsindretninger under byens
tyske, reformerte og jødiske menigheder,
somjeg dog ikke vil komme nærmere ind
på her.
Arbejdshusene havde altså forskellige
funktioner. Nogle var for kvinder og piger,
andre for mænd og drenge og atter andre
for begge køn. Nogle arbejdshuse var stør
re end andre og i flere af dem fandtes der
såkaldte optagelsesanstalter for fattig
folks børn, dvs. børn somvar færdige med
skolen, men som endnu ikke var kommet
i tjeneste eller lære. Ligeledes indlagde
man plejebørn i eller under skolealde
ren midlertidigt i disse anstalter. Fattig
skolerne og arbejdshusene blev gradvist
afviklet i løbet af det 19. århundrede: De
sidste skoler i 1875, og de sidste arbejds
huse -Vor Frelsers og Nicolai - i 1891.1
Ved siden af arbejdshusene havde det
københavnske fattigvæsen også andre
arbejdsindretninger: I planen for Køben
havns Fattigvæsen fra 1799, som senere
vil blive nærmere omtalt, besluttedes det,
at der skulle oprettes et tvangsarbejds-
hus, hvor de fattige, som unddrog sig
arbejde, skulle tvinges hertil.2Tvangsar-
bejdshuset blev i 1800 indrettet dør om
dør med Trinitatis Arbejdshus, nemlig i
Peter Wessel Hansen
6
Pustervig nr. 73 på det sted, som i dag
er kendt som Hauser Plads. I Tvangs-
arbejdshuset skulle mindre forseelser,
primært betleri o.lign., straffes med fri
hedsberøvelse og hårdt arbejde. Tvangs-
arbejdshuset var først og fremmest for de
fattige, som undlod eller undgik at arbej
de frivilligt i de almindelige arbejdshuse,
men hvis lovbrud ikke ledte til en egent
lig fængsling i Forbedringshuset.
Forbedringshuset havde hidtil i man
gel af bedre været stedet for betlernes
afstraffelse, men ved nu at adskille bet
lerne fra de ’’rigtige” forbrydere, håbede
man at undgå en moralsk afsmitning fra
den ene gruppe til den anden. I øvrigt
havde Forbedringshuset slet ikke kapa
citet til afstraffelse af alle de opbragte
betlere. Tvangsarbejdshuset brændte i
1807 under Københavns bombardement,
og der blev ikke genopført et nyt før 1833,
og derfor vendte man tilbage til at straffe
betlerne i Forbedringshuset.3
I 1822 oprettedes en større arbejdsan
stalt på Ladegården udenfor Københavns
porte. Her skulle arbejdsføre fattige, li
gesom i arbejdshusene, arbejde for deres
fattigforsørgelse. Ladegaardens indsatte
sysselsattes med en lang række forskel
lige ting: f.eks. lysestøbning, farvning,
rebslagning og anden industri og hånd
værk, samt almindelig have- og landbrug
foruden det almindeligste fattigarbejde:
Spinding. I 1833 oprettedes i forbindelse
med arbejdsanstalten på Ladegaarden en
lukket tvangsarbejdsanstalt. Tvangsar
bejdsanstalten var ligesom dens forgæn
ger primært bestemt for personer, som
var blevet grebet i betleri og løsgængeri.4
Den københavnske fattig- og betle
rilovgivning i 1700-tallet
Det altoverskyggende tema i 1700-tal-
lets københavnske fattiglovgivning var