11 / 188
Peter Wessel Hansen
Fig. 2.
I 1708-forordningen gjorde man for al
vor op med den hidtidige fattiglovgivnings
arvegods fra Middelalderens katolske fat
tigvæsen, hvor udøvelsen af gode gernin
ger var en vej til frelse for giveren. Forord
ningen var således udtryk for en principiel
ændring i fattigpolitikken, idet den udgjor
de grundstenen til en almindelig organise
ret fattigforsorg ligesom den kriminalise
rede tiggeriet.6
Men til trods for 1708-forordningens
intentioner forsvandt de mange betlere,
som blev omtalt i forordningens forord,
ikke. Så da Struensee i 1771 ville refor
mere det københavnske fattigvæsen var
det netop fordi ”de ofte igientagne For
anstaltninger til Leediggangs Hemmelse
(...) er bleven uden den forøndskte Virk
ning, ja som oftest indført ladhed iblant
den ringere Almue; og til overmaade Byr
de for det Almindelige, forøget Betlernes
Antal”. Igen var essensen, at den ’’stræb
somme Nødlidende” skulle hjælpes, mens
’’Leediggiengere og forsetsige Betlere”
skulle tvinges til arbejde.
De fattige, somman ville hjælpe i hjem
met, og som her skulle udføre arbejde for
fattigvæsenet, ville man opmuntre til flid
og vindskibelighed. Den nye ordning var
alt i alt i overensstemmelse med ”det Al