17 / 188
Peter Wessel Hansen
fattigvæsenet i Kiel, Randers og Ribe. I
disse byer havde man et velfungerende
fattigvæsen, om end på forskellige måder:
I Randers forsørgede man de fattige ved
at indsætte dem i et arbejdshus, i Ribe
benyttede man sig både af arbejdsanstalt
og hjemmearbejde, mens det kielske fat
tigvæsen hovedsageligt benyttede sig af
hjemmearbejde.26Der var således røster
både for og imod arbejdshusene, men
det københavnske fattigvæsen var mest
stemt for disse huse - især J. H. Bårens
var en stor fortaler for oprettelsen af ind
retningerne - og man overhørte konse
kvent Macfarlans advarsler.
Fattigplanen 1799 og arbejdshu
sene
Forordningen fra 1792 viste sig hurtigt
utilstrækkelig og i fattigvæsensledelsens
arbejde med en ny og mere detaljeret plan
blev de udenlandske og indenlandske fat
tigvæsensmodeller nøje gransket. I 1795
måtte man indse, at arbejdshusene ikke
havde afhjulpet betlerproblemet, hvorfor
man ønskede en ny ordning, og i 1799
forelå endelig den store plan for Køben
havns Fattigvæsen som arbejdshusene
virkede under i resten af den her behand
lede periode.27
Planens mål var, som i den tidligere
lovgivning, at afskaffe betleriet ved at
give de arbejdsføre arbejde, og anføre de
unge til ’’Kundskab, Sædelighed og Ar-
beidssomhed”, alt sammen på patriotisk
vis ”til Nytte for det Almindelige”.28 For
at kunne bedømme hvor arbejdsdygtig
hver enkelt fattig var, skulle en forsør
gelsesforstander afhøre den fattige og om
nødvendigt henvise den pågældende til et
arbejdshus, for at man dér kunne under
søge den fattiges færdigheder.29Kontrol
len med de fattige blev således kraftigt
styrket med den nye plan.
Fattigvæsenet kunne enten henvise de
fattige til arbejde udenfor eller indenfor
Fattigvæsenets stiftelser. Arbejdet i stif
teiserne, f.eks. i arbejdshusene, bestod i
spinding, snoning, strikning, syning, hør
hegling, uldskrupning og groft vævear
bejde, altså stadig simpelt håndarbejde.30
Dette arbejde skulle normalt udføres i
Fattigvæsenets arbejdshuse, ”men ellers
og hos de Fattige selv i deres Boliger, naar
Materialer og Redskaber derhen kunne
betroes, og naar Arbeiderne ved huslig
Forfatning eller anden Omstændighed
hindres fra at søge Arbeidshusene, i hvil
ket Fald det kan tillades dem at arbeide
Hiemme”.31Man foretrak altså, at de fat
tige arbejdede i arbejdshusene, men un
der særlige omstændigheder skulle arbej
det kunne gives den fattige med hjem.
De egentlige almisselemmer, altså de
værdigt trængende og uarbejdsdygtige
fattige, skulle indlægges i de offentlige
forsørgelseshuse Almindelig Hospital, St.
Hans Hospital, Vartov og Abel Cathrines
Boder. Men, meddeltes det, arbejdshu
sene var til dels blevet plejehuse for al
misselemmer, fordi der ikke havde været
plads i disse stiftelser. Da dette ikke var
arbejdshusenes formål og de ville være
til større gavn som arbejdshuse og sko
ler, skulle almisselemmerne efterhånden
overgå til forsørgelseshusene.32 Arbejds
husene var altså her ca. 10 år efter deres
oprettelse i stor udstrækning blevet pleje
huse for gamle fattige - i 1799-planen øn
skede man at ændre dette forhold.
Trinitatis Arbejdshus: De første år
1790-99
Trinitatis Arbejdshus blev oprettet den 29.
juni 1790, efter at man havde indsamlet
midler fra sognets og byens andre borgere
ved en åben subskription. I begyndelsen
havde arbejdshuset til huse i lejede lokaler,
14