16 / 188
Til nytte for det almindelige. Trinitatis Arbejdshus 1790-1841
voksede og voksede i takt med den store
tilvandring til hovedstaden.2
Arbejdshusenes oprettelse kan fortol
kes som et brud med den tidligere mer
kantilistiske fattigpolitik, hvor man ved
at udnytte de fattiges arbejdskraft ville
styrke statsøkonomien. Nu skulle de fat
tige ved deres arbejde i arbejdshusene
blot betale så meget af deres almisse til
bage som muligt, hvorfor man også nø
jedes med at producere jævne og grove
tekstilprodukter, som, i fald de ikke kun
ne sælges, i stedet kunne benyttes af Fat
tigvæsenet selv. Man havde øjensynligt
ingen intentioner om, at arbejdshusene
skulle ’’kunne betale sig”. Samtidig for
søgte man dog, klog af skade, at mindske
risikoen for tab ved at lade sig nøje med
en simplere produktion.
Inspirationskilder
I betragtning af de dårlige erfaringer med
arbejdsindretninger kan man undre sig
over, hvorfor man alligevel fra 1780’erne
vovede at oprette arbejdshuse i Køben
havn. Først og fremmest var de nye ar
bejdshuse langt fra lige så store projekter
som de tidligere, såvel hvad angik stør
relse som arbejdets form og økonomien
i foretagendet. Hertil kom, at Fattigvæ
senets ledelse og plejekommissionerne i
1780’erne og 1790’erne påvirkedes af in
formationer omvellykkede arbejdsanstal
ter i andre større byer, såvel danske som
udenlandske.
I 1789 kunne Frederiks tyske kirkes
plejekommission i en beskrivelse af sog
nets fattigpleje således henvise til de
gavnlige og nyttige fattiglove, som eksi
sterede i de tyske byer Zelle og Hamborg.
Også den holstenske by Altona, rigernes
sydligst beliggende, havde efter sigende
et velfungerende fattigvæsen.23 Således
fik Hamborgs fattigforordning fra 1788
stor indflydelse på det københavnske fat
tigvæsens reorganisering i 1799, og Ham
borgs fattigvæsen var netop kendetegnet
ved at have arbejdsindretninger for de
fattige.
Ligeledes var man inspireret af den
store arbejdsanstalt, som var blevet op
rettet i München af Benjamin von Rum-
ford. Her havde man ét stort arbejdshus
til alle byens fattige, hvori der fandtes
spindesale, vævesale, spisesale etc., og
som alt sammen, i Oplysningstidens ånd,
holdtes rent og nydeligt. Et særligt træk
fra Münchens arbejdshus blev i de følgen
de år taget op i de københavnske arbejds
huse og Tvangsarbejdshuset i Pustervig,
nemlig den Rumfordske suppe. Det var en
suppe, der var tilberedt af gammelt brød,
grøntsager og affaldskød, og var den ikke
ligefrem lækker, så var den til gengæld
særdeles billig.24
Blandt de udenlandske røster rejste der
sig imidlertid også kritik af arbejdshuse
ne. Den skotske præst John Macfarlan
havde f.eks. i bogen
Inquiries concerning
the Poor
fra 1782 hævdet, at arbejdshuse
kun fungerede i teorien. I virkeligheden
førte de blot til en forøgelse af antallet af
uværdigt trængende. Hertil kom, at det
økonomiske afkast var ringe og produk
terne dårlige. Der opstod ofte uoverens
stemmelser mellem de fattige og stedet
egnede sig overhovedet ikke til børneop
dragelse.25
Macfarlans skrift var kendt i Danmark,
det fandtes i tysk oversættelse og i 1792
videreformidledes Macfarlans argumen
ter i et skrift, forfattet af Balthasar Mün-
ter, der var sognepræst ved St. Petri tys
ke kirke. Det skete i forbindelse med en
debat, hvori Münter polemiserede mod et
af fattigvæsensdirektionens mest frem
trædende medlemmer - Johan Hendrich
Bårens.
Fattigvæsenet i en række indenlandske
byer vakte også opmærksomhed, navnlig
13