13 / 188
Peter Wessel Hansen
og for det almindeliges sande vel i stedet
for at betle eller stjæle til skade for dem
selv og andre.
De nye tiltag i 1771-forordningen be
stod bla. i oprettelsen af plejekommis
sioner i ethvert af byens sogne, hvor man
skulle tage sig af sine egne fattige, samt
oprettelsen af en række friskoler for fat
tige børn.
Forsørgelse ved arbejde: tidlige for
søg
Udover ønsket om betleriets afskaffelse
foreskrev lovene også, at de fattige skulle
arbejde for deres almisse i det omfang det
var muligt. Dette var egentlig en gammel
tanke. Allerede i 1500-tallets fattiglovgiv
ning taltes der om værdigt og uværdigt
trængende og om tvangsarbejde for de
sidste.9I Danske Lov fra 1683 bestemtes
det, at alle hospitalslemmer skulle arbej
de efter evne. Noget af fortjenesten ved
deres arbejde kunne komme fattigvæse
net til gode, men en del skulle uddeles til
fattiglemmerne for at opmuntre til flid.10
Arbejdstanken var ikke alene grundfæ
stet i loven, men havde rod i Bibelen.
Paulus sagde således i sin Formaning om
et arbejdsomt liv ”at den, der ikke vil ar
bejde, skal heller ikke have føden”.1
Gennem tiderne havde der været man
ge meninger om hvordan dette arbejde
skulle udføres, og et af hovedspørgsmå
lene var om arbejdet skulle udføres i of
fentlige arbejdsanstalter eller i den fatti
ges eget hjem.
Allerede fra 1605 havde Christian 4.
forsøgt at forene fattigarbejdet med sin
merkantilistiske erhvervspolitik ved at
lade arbejdsdygtige betlere producere
klæde i Tugt- og Børnehuset, men kon
gens manufaktur var ikke konkurrence
dygtigt, og det blev aldrig en god forret
ning.12Men det var, skulle tiden vise, en
institutionstype, der var kommet for at
blive.
Tanken med de tidlige indretninger var
først og fremmest præget af merkantili
stisk tankegods: Statens økonomi skulle
styrkes ved større indenlandsk produkti
on og konkurrencen fra udenlandske pro
dukter skulle mindskes ved hjælp af told
på import og monopoler eller privilegier
til danske virksomheder.13Idéen med ar
bejdsanstalterne var, at de fattige skulle
arbejde for statens fremme, mens de fat
tiges eget tarv kom i anden række, og
netop herved adskilte Oplysningstidens
senere arbejdsindretninger sig fra tidli
gere tiders manufakturhuse. Heri skulle
arbejdet nemlig ikke kun gavne staten,
men også den fattige selv - det fælles vel
og bedste, som man sagde.
Trods Christian 4.s mislykkede forsøg
på at spinde guld på de fattiges billige
arbejdskraft forsøgte man alligevel igen
i 1760’erne og 1770’erne at lave en egent
lig produktion af finere klæde i det i 1769
oprettede Almindelig Hospital. Da Fat
tigvæsenet selv skulle bruge klæde, men
af grovere og billigere kvalitet, blev dette
indkøbt ude i byen, mens Fattigvæsenets
egen produktion for en del endte på lager;
også denne fabriksindretning måtte opgi
ves med tab.14Der er næppe tvivl om, at
det var disse mislykkede arbejdsindret
ninger, somman tænkte på i 1771-forord-
ningen, når man bestemte at de fattige
helst skulle arbejde hjemme og ikke ”udi
store og vidtløftige Bygninger, uden sand
Nødvendighed”.15
Arbejdshusenes oprettelse
Man havde altså i slutningen af 1700-tal-
let over 100 års erfaringer med urenta
ble arbejdsanstalter for fattige samt en
virkningsløs betlerilovgivning, så da man
genoptog tanken om at de fattige snarere
10