22 / 188
Til nytte for det almindelige. Trinitatis Arbejdshus 1790-1841
Søn- og helligdage var arbejdshusets
port åben hele dagen, og lemmerne hav
de tilladelse til at være ude til ca. kl. 21.
Lemmerne skulle have særlig tilladelse
til at forlade arbejdshuset uden for de
daglige udgangstider. Det var portnerens
pligt at sikre, at ingen uden inspektørens
tilladelse forlod huset uden for udgangs
tiderne og at de kom tilbage inden for det
tidsrum, hvor de havde udgang.56
Lemmerne var altså lovgivningens fri
villighedsprincipper til trods underlagt
regler og store indskrænkninger i deres
frihed, og til trods for at de havde mulig
hed for at udskrive sig selv, var det nok
ikke noget reelt valg for de fattige, syge
ældre kvinder som beboede huset.
Der findes mange beskrivelser af de
dårlige sanitære forhold i København i
det 18. og 19. århundrede, og der er ingen
tvivl om, at dette også gjaldt Trinitatis
Arbejdshus. I vurderingerne af ejendom
men nævnes de dengang almindelige lo
kumshuse på gårdspladsen, som foruden
stanken uden tvivl tiltrak rotter og utøj.57
Således omtaltes det allerede i 1796 og
1798, at der var så mange rotter i arbejds
huset, at man måtte købe rottekrudt for
at få has på dem.58
Indvendig i arbejdshuset var forholde
ne heller ikke ideelle, da huset i visse pe
rioder havde alt for mange beboere. 11823
kunne inspektør Reich som nævnt beret
te, at der boede alt for mange lemmer i
huset, ligesom der var en generel tendens
til at ’’Lemmepladser i Fattigvæsenets
Stiftelser paa de senere Aar (...) betyde-
ligen ere tiltagne”. For Trinitatis Arbejds
hus’ vedkommende havde det betydet, at
der siden 1818 ”i et saa indskrænket Lo-
cale somher, er aabnet 9nye Pladser, som
altsaa har havt til Følge, at Sengene har
maattet flyttes tættere til hinanden”.
Lemmernes sengetøj var ofte ”af den
Beskaffenhed, at de snarere qvalificere-
des til at kastes paa Gadevognen, end at
bruges til Hvile”, og, da det ikke var mu
ligt at låne lemmerne sengetøj til deres
egne blev rensede, var det ’’indlysende, at
naar Sæden til Utøi allerede er i Klæder
ne, det da maae vinde Fremme”, når lem
merne lå så tæt ved hinanden.
Det dårlige linned var ”i Forening med
de daarlige Gangklæder mange have, et
godt Tilholdssted for Utøi”, og, da det ef
ter Reichs mening var for dyrt for lem
merne at få vasket, ventede de eller lod
helt være med at vaske. Samtidig havde
lemmerne ikke adgang til rum, hvor de
kunne vaske ligesom de heller ikke havde
noget at vaske med.59
Problemerne med renholdelse af ar
bejdshuset, som var forårsaget af overbe
lægning kunne bla. løses ved at overflytte
lemmer til andre stiftelser med flere plad
ser. Det var netop den løsning man greb
til efter at stadsfysikus i 1825 havde er
klæret, at arbejdshusets plejebørn boede
i et så lille værelse, at det var umuligt at
bekæmpe den meget udbredte fnat. Såle
des blev plejebørnene flyttet til et værelse,
hvor der var bedre plads mellem sengene,
mens nogle ældre lemmer blev overført til
Vor Frelsers Arbejdshus, og andre overtog
børnenes tidligere værelse.60
Sandsynligvis afspejler den ovenfor
omtalte nedgang i lemmepladser fra 1823
til 1840, at man i Fattigvæsenets ledelse
indså, at overbelægningen af arbejdshu
set medførte store sanitære problemer:
Medmindre man nedlagde lemmepladser
var det umuligt at overholde 1799-pla-
nens krav om renlighed i Fattigvæsenets
stiftelser.
Helt i Oplysningens ånd foreskrev
1799-planen, at den fattige almue skulle
overbevises om nødvendigheden af ren
lighed. Det var det oplyste borgerskabs
normer, som her kom til udtryk, mens
den fattige almue nok snarere betragtede
utøj, snavs og rotter som en naturlig del
af hverdagen.61
19