21 / 188
år i 1840.48 1799-planens intentioner om
at bringe arbejdshusene tilbage til deres
egentlige formål var altså for Trinitatis
Arbejdshus’ vedkommende ikke lykkedes
i 1840, hvor det tydeligvis fortsat funge
rede som plejehjem.
Arbejdshusets beboere var ikke blot
gamle, de var også ofte delvist uarbejds
dygtige pga. sygdom og alderdomsska
vanker. I opgørelsen fra 1823 betegnedes
kun syv ud af 58 lemmer som nogenlunde
friske, mens resten led af en eller flere
lidelser: Benskade og gigt var de mest
udbredte, men i øvrigt led lemmerne af
brystsyge (tuberkulose), krampe, svagt
syn og mange andre skavanker. Fælles
for langt hovedparten af lemmerne var, at
de havde hvad vi i dag ville kalde for et
fysisk handicap, hvilket naturligvis gjor
de dem dårligt rustede til at klare fysisk
arbejde.49
Plejebørnene, somvar indlagt i arbejds-
huset var interimistiske, dvs. midlertidigt
anbragte. Hovedparten af de 15 børn, som
i 1823 boede i arbejdshuset, var blevet an
bragt, fordi deres forældre var arresteret
for tyveri eller betleri, var på hospitalet
eller var døde, og de blev efter et kortere
ophold udsat hos plejeforældre eller leve
ret tilbage til forældrene. To var indlagt
for en længere periode, fordi de havde for
sømt skolen. Det var mao. børn fra sam
fundets bund, som stod uden forsørgelse,
når deres forældre døde, blev syge eller
arresteret, og ofte ankom de til arbejds
huset i pjalter.50Her kunne fattigvæsenet
give dem ’’Natteleje, Rygt, Føde og Vask”;
klæder kunne de få fra skolen.51
Gangkonerne synes at være blevet
valgt blandt de få raske lemmer i ar
bejdshuset.52De blev først ansat, når man
havde forvisset sig om, at deres adfærd og
evner var passende til det ansvarsfulde
arbejde.53
Arbejdshusets skiftende inspektører
stod for den daglige ledelse og havde der
Peter Wessel Hansen
18
for kontakt med både arbejdshusets per
sonale og lemmer og fattigvæsenets di
rektion. Portneren og dennes kone skulle
foruden at bevogte arbejdshusets port gå
inspektøren til hånde og gøre det grovere
arbejde, f.eks. rengøring og fejning.54Ud
over inspektør, portner, gang- og kogeko
ner samt sygevarterske boede der fra tid
til anden en eller flere af skolens ansatte
i arbejdshuset.
Forholdene i arbejdshuset
Indlæggelse i arbejdshuset var som
nævnt frivillig, men alligevel havde lem
merne ikke deres fulde frihed til at kom
me og gå, som de havde lyst. Lemmerne
kunne principielt ikke tvinges til at blive
indlagt, men når de først var blevet ind
skrevet som almisselemmer og boede i
arbejdshuset, var de underlagt de regler,
som gjaldt indenfor husets mure. Tilsyne
ladende vægrede mange fattige sig mod
at blive indlagt på Fattigvæsenets stiftel
ser, og meldte sig ofte først i den yderste
nød, når hovedparten af deres ejendele og
klæder var solgt eller pantsat. Baggrun
den herfor synes bla. at have været, at de
fattige troede, at man ved indlæggelsen
blev frataget alt hvad man ejede.5
Desværre har jeg ikke kunnet finde et
bevaret reglement for arbejdshuset, men i
underretningen for portner Peder Larsen
fra 1825 kan man få et indblik i de hin
dringer, som arbejdshusets regler gav for
lemmernes fulde selvbestemmelse. Lem
merne måtte kun forlade arbejdshuset i
faste daglige tidsrum: Tidligt om morge
nen kunne de gå ud i byen og hente te
vand eller fløde til kaffen inden arbejdet
begyndte kl. 6. I middagspausen mellem
kl. 12 og 14 var det ligeledes tilladt lem
merne at gå ud. Herefter arbejdede man
til hen på aftenen, hvor portneren ringede
af og slukkede lygterne i huset.