36 / 249
34
Veter Henningsen
dem -for had og hævde, atdetvar deres skyld, atdervar så mange fattige.
Af luttergriskhed rev de brødet ud af munden på de
fattige.Demæskede
sig på almenvellets bekostning. I det mindste burde de have så meget
anstændighed, at de donerede større dele af deres anselige indtægter til
Fattigvæsenet, end tilfældetnu var. Som en anonym skribent i1799 skrev
i
Politivennen-.
»O, når afstanden imellem ekstremerne rigdom og armod er
så uforholdsmæssig stor, at rigdomsmanden (der vanskeligen efter rene
moralprinciper kan besidde god moralsk karakter) ejer tønder guld mens
hans ædle medbroder, hentæret ielendighedens vrå, sukker under livets
byrder, da er staten langt fra fuldkommenhed
«.80
Ja, det sene 1700-tals stat og florissante hovedstad var langt fra fuld
kommenhed. Fattigvæsenet stod over foren håbløs opgave. Den anonyme
skribent fortsætter: »Uagtet vi siges at have en fattigkommission der ret
er martyrer for deres nidkærhed og aktivitet, der besidder forstand og
redelighed nok tilat opnå deres ædle hensigter, hvorom aviserne endog
overtyder os, så finder man dog næsten i enhver gade en mængde usle
tilsyneladende arme, ja endog ofte mødre med spæde børn på armene,
udsatte for kuldens strenghed, hvilke stedse plager og trygler den for
bigående o m en liden hjælp, der for det meste dog ej tjener dem tilandet
end til at forlænge deres kummerlige liv; thi at give en fattig nogle få
skillinger er langt fra at være en virkelig hjælp. Det er det samme som at
kaste et lidet bræt tilet menneske, der er nær ved at omkomme ivandet,
hvorved man kun ville forøge hans lidelser
«.81
De fattiges krav på atblive bønhørt accepteredes dog af alle,også af
de bedre stillede, og mange rigmænd forsøgte faktisk efter bedste evne
at leve op til barmhjertighedskravet. De formuende købmænd havde
en dårlig presse blandt menigmand, og hvad enten det skete af dårlig
samvittighed, et ’goddædigt hjerte’eller af andre grunde, testamenterede
mange store summer til byens fattige: Den kongelige hofforgylder
Getreuer gjorde det, købmand Klarup gjorde det, købmandsbrødrene
Petersen gjorde det og mange andre med dem. En hastiggennembladring
af Hofmans samling af ’publikke fundationer’afslører,atden overvejende
del af de testamentariske gaver netop kommer fra købmænd. Det er da
også forventeligt, som Hofman påpeger isitforord, atnetop sådanne folk
giverpenge tilstiftelserog fundatser som en tak for de rigegaver, som den
almægtige har ladet regne over dem. Andet villevære utænkeligt
.82
Det erpågrund af denne udbredte filantropiogreligiøseoverbevisning
o m atGud seralt— også den milde giver— atbyens fattigvæsenistore træk
er funderet på frivilligemidler. Man forudsætter — noget optimistisk vilvi