32 / 249
30
Peter Henningsen
Det var ikke kun iden hårde vinter 1799, atfattigfolkgreb tilfængslet
som den sidste udvej. Også året før henvendte flere fattige sig iarresten
og meldte sig som løsgængere: En sen aften omkring Kyndelmisse 1798
indfandt en gammel, udslidtmand sigf.eks.irådhusets arresthos Christen
Pedersen, der som vægter ibyen — med nummeret 134 på sitskilt— den
aften havde vagten. Den gamle klagede over mangel på logi, over dårligt
helbred og en tom mave, og anmodede o m at blive indsat. Michel Olsen,
som den gamle hed,vartidligere soldatved Livgarden tilFods, hvorfra han
havde haft sin afsked siden 1781. Men uden pension. Siden da havde han
ernæret sigfrahånden imunden som arbejdsmand og daglejer, senest som
kalkslager. Frem til26. januar 1798 havde han logeret hos værtshusholder
Christian Nielsen iAdelgade, men, som værtshusholderen forklarede til
politiet, så var den gamle pludselig gået bort »formodentlig af mangel på
evne tilat kunne betale kvarterpenge, som han skyldte for 2 eller 3 uger,
men som deponenten (dvs. værtshusholderen) ibetragtning af hans alder
og svaghed ikke villegøre nogen fordring på«.
Ved politiforhøret den følgende dag forklarede Michel Olsen, at
»han af mangel på logi og formedelst svaghed har måttet anholde o m at
indtages ipolitiarresten og det såmeget mere som han, uagtet han allerede
for3 uger sidenhar begæret atindtages på Almindelig Hospital endnu ikke
har kunnet nyde godt af det offentliges understøttelse, siden der ingen
plads skalvære ledig«. Den gamle var kort sagtpå den. Ensom og fattigog
dertil syg. Politiet tilkaldte byens stadslæge Christian Mangor, for det var
almindeligt iden slags tilfælde. Mangor undersøgte den gamle og han var
ikke itvivl.Michel Olsen var »meget angrebet af durkløb, hvis hovedårsag
er svækkelse, uden tvivlaf ussel levemåde, for hvilken sygdoms årsag han
trænger tilatindtages på ethospital
«.72
Godt tre uger efter Michel Olsens henvendelse i arresten, blev
Christian Kyhn - vægter nr. 120 - opsøgt iet lignende ærinde af Marie
Helene Hansen, »afgangne tambour Philip Stephanis enke«, der imangel
på husly ønskede at komme ifængsel. Marie Helene var 46 år og havde
været enke ide sidste seks. Hun nød ingen pension fra de militære etater
og måtte selv klare forsørgelsen af sine fem børn. Det havde hun gjort
ved at strikke strømper, gå tilhånde forskellige steder og ved at »banke
rødsten«. N u kunne hun ikke længere klare sliddet. Hun var blevet syg
- »en rheumatisk feber« konstaterede den tilkaldte læge - og hun ønskede
at blive indlagt på Almindelig Hospital, hvor hun tidligere havde været
indlagt etpar gange, »den sidste gang iafvigte sommer«.
Hun forsikredeipolitiretten,athun ikke havde betietellernogensinde