34 / 249
Veter Henningsen
ydmyge formuleringer, men på den anden side emmer beretningerne af
sletskjulte forventninger om, atbønnerne vilblive hørt.
De vilblivehørt, fordide fattigehar retten,den moralske ret,på deres
side.Det samfund, som disse mennesker leveri,ernemlig præget af andre
moralske normer end vort. Her er ingen altomfavnende velfærdsstat eller
en udbygget offentlig socialforsorg, der sikrer mennesker mod at gå til
bunds. Tilgengæld erder etfastslåetreligiøstog filantropiskprincip — jaet
moralsk imperativ- der tilsiger,atde fattigehar krav på de bedre stilledes
godgørenhed. De fattige har, som en medarbejder i det københavnske
fattigvæsen formulerede det, en ret tilatbede deres »lyksalige medbrødre
o m at bidrage tilat afhjælpe deres trang ved gaver; thi at klage sig er den
ulykkeliges og betrængtes hellige forret. Uden denne villeden skønne dyd,
medlidenhed, ikke opstå
«.75
Det var også samfundets accept af de fattigesmoralske retder gjorde,
at byens magistrat jævnligt satte bom for fødevareprisernes himmelflugt
ved atudstede pristakster, der påbød, hvor meget især bagerne, slagterne
og bryggerne måtte forlange for deres varer. Særligtbagerne blev ofte lagt
for had, for brød var det absolut vigtigste af alle næringsmidler i 1700-
tallet,ikke bare iKøbenhavn, men over hele landet, ja over altiEuropa.
Derfor måtte brødpriserne holdes nede og en ordentlig kvalitet sikres.
Rimelige priser på fødevarer for den gemene mand blev betegnet som
»fundamentet tilalleindbyggeres florog velstand
«.76
De københavnske myndigheder skulle derfor én gang ugentligt ind
finde sig hos byens bagere og undersøge o m de snød på vægten og se
til »hvorledes bagerne bager deres brød, o m det holder sin vægt efter
Magistratens takst samt o m det i sig selv er sundt og godt
«.77
I en tid,
hvor kun de færreste i byen havde egen bageovn, endsige ordentlige
køkkenfaciliteter, kunne det ikke nytte, at bagerne udnyttede deres brød
monopol tilatberige sig selvpå de fattiges bekostning.
Det var imidlertid ikke kun filantropi og socialpolitik, der dikterede
myndighedernes nidkære kontrol. Også religionen spillede en rolle. Som
den københavnske embedsmand Niels Slange tilbage i1714 havde sagt til
byens råd og borgmestre ianledning af bagerlaugets ønske o m at måtte
tage højere priser for grovbrød, så var det uhensigtsmæssigt, at bagerne
tjente fedt, mens fattigfolk led. Man burde ikke give efter for bagernes
grådighed, påpegede Slange, »på det de fattiges tomme maver ikke skal
råbe hævn frahimlen over os, når de rumler
«.78
Det er en fast bestanddel af de fleste, o m ikke alle, religioner, at
man skal være barmhjertig mod de fattige. Det formuleres gerne som et