37 / 249
Vinterens hårde hjerte
vel mene — at det ganske enkelt er unødvendigt at tvinge folk tilatgive
via skatter og påbud, når de hellere end gerne giver af etgodt hjerte. Så
sandt — så sandt — men ofte kunne der være langt fra tanke tilhandling
— fra overbevisning tilpraksis — og det led de fattige under.
Selv iden nye store fattigvæsensplan, der søsattes hen over som
meren 1799, gik man som noget selvfølgeligt ud fra, at der ville være
rigeligt med frivillige donationer til at opretholde det reformerede og
irealiteten umådeligt dyre fattigvæsen. I planens § 174 hed det således
optimistisk, atman ikke tvivlede på, »at stadens indvånere, enhver efter
sin evne, bidrager tilat afhjælpe al sand nød, og derved at afværge al
virkeligaarsag tilbetleri
.«83
Det skulleikke overraskende vise sig,atman
her gjorde regning uden vært. Ganske vistgav mange københavnere af
etgodt hjerte, men der var trods alten grænse for,hvor meget man var
istand tilatgive, uden selv atblive bragt tiltiggerstaven.