33 / 249
Vinterens hårde hjerte
31
£ i l
©octot
Otg£vy
V^yiV'J^ir^Le/ty& J/ifir i TA
y
v m
:
got efter ©Dgfcfcmmetté25eiFafFenbci> enten
atnxfitbtyi
eUer
og at bltøe inflafit paa et af ¿pofpitalecne.
V* JficHa.c-
^ x ’ "*..
Fra
decentraliseringen a f det københavnskefattigvæsen i 1771 og til 1799 var detfattigkom
missionerne i de enkelte sogne, der varetog den direkte kontakt med defattige. Her er det
fattigkommissionen fra Nicolaj Sogn, der i august 1779 ønsker en læges vurdering af, om
»den Fattige og Svage Skomager Svend« Michael Weisner er egnet til understøttelse eller bør
anbringes p å en a f fattigvæsenets stiftelser. Mange a f disse fattige gamle blev anbragt på
Almindelig Hospital. ( F V 136b, K SA ).
nydt almisse fra det offentlige. Forældre, familie og venner var døde og
hun havde ingen at ty tili sin usle nød. Hvor hendes børn befandt sig,
melder historien intet om.
3
Det var langt fra sidste gang, atvægterne iarresthuset blev opsøgt af
hjemløse, udslidte stakler, der ikke magtede den hårde kamp mod sulten.
I august 1798 blev vægter Christian Kyhn således endnu engang opsøgt.
Denne gang af den 49-årige arbejdsmand Lars Larsen fraNæstvedkanten.
Han havde opholdt sig ni uger i hovedstaden, hvor han havde slidt og
slæbt på Holmens skibsværft og i skibsdokken på Christianshavn. Det
hårde arbejde havde svækket ham så meget, at han — syg af koldfeber
og »forstoppelse ileveren«, som den tilkaldte læge formulerede det, ikke
længere var istand tilatarbejde for føden, men »har måttet holde sengen
for det meste og er krøbet ud lideto m dagen«.
Lars Larsen ønskede atbliveindsatiarresten og henvist tilethospital.
I de seneste dage havde han ikke haft noget sted at bo, men havde sovet
på gaden, hvor han kunne finde sig en krog. Pårørende ibyen havde han
ingen af,helleringen penge
.74
De ulykkeliges moralske ret
Det er karakteristisk for alle disse fortællinger o m nødlidende mennesker,
hvad enten vi finder dem i
Adresseavisen
,i
Politivennen,
i Fattigvæsenets
arkiver eller i Politirettens protokoller, at de fattige mere eller mindre
direkte giver udtryk for, at samfundet og medborgerne har en moralsk
pligt tilat tage sig af dem. Ganske vist tigges der o m almisse ide mest