17 / 224
13
Bajads
Mancini,
der i lang T id ogsaa ved senere Selskaber
var det københavnske Pub likum s Yndling.
løv rig t opførte Selskabet smaa P antom im er, derib landt
»Fra Diavolo«, d en italienske Bandit, der er lige god til P a n
tom im er og Operaer, og saa var der første Klasses Linedans.
Selvfølgelig! L inedansen var den Gang det bæ rende for
alle Forly stelsesindretninger, enten de saa kaldte sig T ru p
per, Balletselskaber eller Kunstberidere.
L inedan sen var nem lig den egentlige af alle Kunster, der
var hævet op i en højere Sphære baade figurligt og virke
ligt, idet den i sig forenede Kraft, Smidighed, Aandsnæ rvæ
relse, Elegance, Behændighed, Lethed og Mod, det sidste
navnlig, n a a r der var Tale om Taarnlinedans.
Thi Dansen bevægede sig den Gang i Etager:
Fø rst var der Gulvdims, under hvilken det g jald t om at
have saa megen Ballon som mulig, saa at m an næ rm est
svævede og k u n b rug te Taaspidserne til at sætte af med.
Næste Etage var den slappe og stramme Line paa Scenen.
Her var der ligesaa ofte Tale om L inedanserinder som om
L inedansere eller
Liniedansere,
som m an altid sagde. E t sæ r
lig elegant Eksempel stamm ede fra det
Kuhnske
Selskab, i
hv ilket D irektricen var
Hanne Price
og den første Kraft
Ca-
sorti.
Her dansede
Carl, James
og
Isabella
en »Pas de Trois«
paa 3 L iner, hvad der behagede meget.
Men saa kom tredie Etage:
Taarnlinedansen
i fri Luft.
Det var Sensationen.
Og m an forstaar da, at det vakte P an ik mellem det da
væ rende lille Københavns 100,975 Indbyggere, da det be
kendtgjordes, a t L inedanseren
Christian Roat
Onsdag den
6. Ju n i vilde gaa fra Gothersgades Eksercerplads til Rosen
borg Slots T aarnv indue 110 Fod til Vejrs ad en Line paa
450 Fod. Og tilbage igen.