26 / 99
N aa, det kan jo nok diskuteres, om Fjerde Christian var
D anmarks største konge, helt uskyldig v a r Leonora C h ri
stine næppe, og det var i hvert fald slet ikke i dette B laataa rn ,
men i det allerede på Andersens tid længst forsvundne på
slottet, a t kongedatteren havde vansmægtet i sit fængsel. M en
det kommer sådan set ikke Langebro ved. Den beskæftiger
d igteren sig nu ikke yderligere med, men han dvæler ved
bybilledet på den anden side, hvor h an nu stod »mellem de
parallelle Linier, Volden og den snorlige R ebe rbane danne.
K ronen var kappet a f alle Træerne, og dette bidrog til a t det
hele hk et stivt, m athematisk Udseende. Det forekom mig,
som var jeg hy ttet tilbage i Ludvig den Fjortendes T idsalder,
og stod ved en a f Alleerne i Versailles. - T ræerne med deres
afstumpede, besneede K rone r syntes mig et Geled stive Hof-
mænd med Allonge-Parykker«.
Broens skumle omgivelser
H. C. Andersen h a r forøvrigt skrevet et helt skuespil: »Paa
Langebro , Folkekomedie med Chor og Sange i hre Acter«,
men kun første del a f den tred ie udspilles på selve broen
»med Udsigt henad Strømmen mod Knippelsbro«. Det eneste
træk, den føjer til forestillingen om broen i hine tider, er det,
a t der sad en gammel soldat med træben og tiggede p å den.
M an h a r i datiden næppe haft noget øje for broens frie be
22
liggenhed, det udsyn over Kalvebodsund, den frembød. Den
h a r ikke været en alm indelig promenade.
H .
C. Andersen er vist den første og sidste, der h a r sam
menlignet Langebrogade med Solkongens Versailles. A l
m indeligt synes den i ældre tid a t have g jort et uhyggelig
ind tryk . Også V ilhelm Bergsøe ta ler senere om den øde og
skumle reberbane og det billede, som christianshavneren de
Sain t-Aubain alias Carl Bernhard giver, svarer til de andre.
»Vi vare komne ud til den lange R eberbane langs med
Volden ud mod Amager. Dersom du nogen sinde h a r gaae t
denne Vei seent om Aftenen, kjære Læser, vil det ikke have
undg aae t din Opmærksomhed, a t den lange, øde og ub e
boede Strækning g jør en egen A irkning p aa Sindet. M an fø
ler sig saa forladt, som paa in tet ande t Sted, og den k laprende
Lyd a f Møllevingerne, som suse i Luften over d it Hoved,
forenet med Strandfuglenes hæse Skrig fra den nærliggende
Kyst, tjener ju s t ikke til a t formilde denne Følelse.«
Det lrie udsyn fra fortidens Langebro
M en B ernhard fortsætter, længere fremme i sin novelle
»Dagvognen«, med en skildring a f Langebro, hvis særlige
stemning mere tilta ler ham :
»Da vi kom ind p aa Langebro, stod M aanen op a f Bølger
ne og kastede en klartskinnende Stribe henad V and e t; vi