24 / 99
herlige genrebillede, mere levende end noget moderne repo r
tagefotografi, a f m anden , der i fu ld t løb sætter over L angebro
ind imod byen, hvad nu ellers hans ærinde kan være. Andre
a f broens passanter sætter også farten op, om det nu er
en ildeb rand på tømmerpladserne inde bag volden, der
h a r fanget deres blikke.
M ere end de andre, lidt prospektagtige billeder, fører dette
os med sin in time ka rak ter lige ind i datidens bybillede.
M an ser til højre bomhuset foran de militære magasinbyg
ninger, som stadig ligger ved Langebrogade. Sukkerfabrik
kernes nuværende g rund va r dengang den førnævnte Apple-
byes Plads eller også Engelskmandens Plads, ka ld t således
efter den engelskfødte grundlægger, der havde fået kgl.
bevilling til at anlægge sin reberbane p å en strimmel langs
voldgaden, dengang endnu ikke døb t Langebrogade. Det
blev, som P a ludan skriver, »en betydelig R eberbane, g rund
m u ret med Luger og Maskiner, over 500 Alen lang«. Også
denne kender nu tiden , men som de såkaldte Holms Huse, a f
en senere ejer lavet om til boliger for hans arbejdere.
M an ser også rebe rbanen p å Eckersbergs billede - foran
den knejsende mølle p å volden - lid t tæt p å magasinerne,
kan det synes. M en idyllisk er billedet med den fulde måne
højt på himmelen. Datidens københavnere anså dog næppe
stedet for a t være en idyl. Vistså, Jo h an Ludvig Heiberg, der
havde tilknytning til den Applebyeske, senere Buntzenske
20
G ård for enden a f Langebrogade, skrev i sine børnevaudevil-
ler om pladsen, hvor han havde færdedes med sine yngre
ku s in e r:
Mindes Reberbanens Hjul
med dens tusend Ynder,
hvor vi tit har leget Skjul
mellem Reb og Tønder.
Siden kunne den unge Jo h an n e Louise Påtges fra sit v in
due i gården se lige ned til Langebro. »Feberagtig« stod hun
der i timevis stirrende efter sin forlovede, hvis komme hun
frygtede, og med hvem hun brød for a t ægte Heiberg.
M en Thomas Overskou h a r fortalt, hvo rdan det virkede
p å ham , almuedrengen fra den ind re by, a t h an »en bæl
mørk N a t med stærk Storm og Regn« a f sin syge moder blev
sendt med en besked ud til Christianshavn. De boede den
gang i Studiestræde, og det virker jo lid t pudsigt, n å r m an
nu læser op tak ten til hans farefulde færd. M oderen »b and t
et gammelt u lden t Tørklæde om mig og sagde: ’Det er et
forskrækkeligt Veir og en slem Vei, min D reng ; for du m aa
gaae langsmed Volden og over Langeb ro ; den anden Vei
kan Du ikke hnde til Søndervoldstræde. M en skal det være,
saa gaae D u ’ ! vedblev hun , og kyssede mig og lagde sine
Hænder p aa m it H o v ed : vær ikke b an g e ; Gud vil være med
Dig og bevare D ig « !