29 / 99
Broens omgivelser ændres
På Københavnssiden va r der på den nordre side a f Langebro
først sket det, a t den kgl. privilegerede grynmølle, som lå
um idde lba rt ved B laataarn , var brænd t i å re t 1832, men
siden genopført som dampmølle.
Og B laataarn? J a , det forsvandt også. Det tjente jo som
fængsel for Københavns Amt, men desuden som straffeanstalt
for hoffets betjente, hvortil man dengang regnede - skue
spillerne ved Det kgl. Teater. Det skumle fængsel h a r således
rumm e t så forskellige no tab ilitete r som morderen Ole Kolle-
rød og den pu runge solodanserinde Andrea Kræ tzmer, der
så sent som 1831 m å tte sidde en måned som »Det kgl. Teaters
sidste B laataarns-Fange«.
Som arresthus blev bygningen 1850 afløst a f Ting- og
Arresthuset på Blegdamsvejen og derefter købt a f kancelli
råd Wolff, der foran tå rn e t lod opføre en 4-etagers ejendom.
Bag den findes fremdeles rester a f den dystre fængselsbygning.
Proces om pligten til at betale
den nye bro fra 1851
Om tren t sam tidig drøftede man ombygningen a f Langebro,
der blev tilendebrag t i året 1850-51, mens det først flere år
efter blev afgjort, hvem der skulle betale. Allerede tidligere
havde man »i Raadstuen« været a f den mening, a t spørgs-
Langebros dampmølle brænder. Udsnit af maleri fra 1832 af F. H. Sødring i Bymuseet.
målet skulle søges afgjort ved domstolene, og det blev også
slutresultatet, efter a t m an forgæves havde forhandlet med
krigsministeren. M an mente nemlig indenfor kommunal
bestyrelsen, a t landm ilitæ retaten, der troligt havde deltaget
med en trediedel i de årlige vedligeholdelsesudgifter, måtte
tage en lignende p a rt på sin kappe, n å r det drejede sig om
en hovedreparation eller veritabel ombygning. Men i ministe
riet sagde man nej. Ganske vist tilbød man a t gå ind med en
sjettedel, en andel, som man mente, ville svare til den brug,
25