147 / 318
140
vidt jeg husker, havde været bestemt for en
Lærer ved B linde-Instituttet, var rigtignok et af
de mindste — kun 4 eller 500 Rd. — men da
jeg fik et Vink om, at der var al Sandsynlig
hed for, at jeg vilde faa det, hvis jeg bragte
mig i E rindring hos Kultusm inisteren, saa
skyndte jeg mig at præsentere mig for Eksel-
lencen.
Det var paa den Tid den store A n d e r s
S a n d ø Ø r s te d , der baade var Justitsm inister,
Indenrigsm inister og Kultusm inister sam t Mini
sterpræsident, og jeg følte mig i højeste Grad
imponeret, da jeg ved Audiensen blev lukket
ind til den mægtige Mand, der fra min B arn
dom havde staaet for min Fantasi som en af
Fabeltidens heroiske Vismænd.
Han sad i en Lænestol, øjensynlig træ t af at
ekspedere den talrige Supplikantskare, og bladede
i nogle Papirer. Da han saa’ op fra disse, og
jeg vilde tage til Orde, afbrød han mig: „Ja,
De er E rik Bøgh, og De søger om Rejsestipen
dium.
Det vilde De med Deres udmærkede
Anbefalinger ogsaa have faaet, dersom man
kunde give Dem det, men det er jo ikke muligt.“
Ved denne summariske Afvisning blev jeg
naturligvis ganske slukøret, men havde heldigvis