148 / 318
141
alligevel Mod nok til at spørge, hvilken Aarsag
der gjorde det umuligt.
Eksellencen tilkastede mig et halvt med-
ynksfuldt, halvt fortrædeligt Blik, som om jeg-
havde gjort et utilladeligt dumt Spørgsmaal, og
oplyste mig om, at for at opnaa et kongeligt
Stipendium maatte man have Indfødsret.
Ligeoverfor den Sikkerhed, hvormed den
lærde Mand paaviste den af mig upaaagtede
Hindring, svarede jeg i en undskyldende Tone,
at jeg ikke vidste, hvormed jeg havde forspildt
denne Ret.
Det var at prøve hans Taalmodighed for
haardt: „De er jo født i Norge“ — forklarede
han belærende — „Deres Fader var Sorenskriver
paa Søndmør.“
— Jeg er født ved Nybørs, og min Fader
var den Gang Lærer ved Frue Sogns Friskole.
Først i 1848 har jeg opholdt mig et Aarstid i
Norge — tillod jeg mig at oplyse.
Den gamle Vismand var tydelig nok ikke
vant til at tage fejl og blive rettet. I en næsten
fortrædelig Tone udbrød han: „Ja, men saa er
der jo Ingenting i Vejen for, at De kan faa
Pengene“ — men efter en lille Pavse fortsatte