155 / 318
148
faldet, „for der kom Manden, der foreviste det“.
Vi vilde naturligvis ikke negte os Noget, og
da han efter T ak st forlangte saa og saa mange
Groschen for at vise os det, var vi villige til
at yde vor Skærv, men spurgte blot: om der
var langt dertil, da vi ikke kunde høre dets
Bulder.
„N ej“ — svarede Fosse-Forpagteren,
og da vi vilde staa af Vognen, bad han os
blive ganske rolig siddende.
— Skal vi da k ø re dertil? — spurgte jeg.
— Nej, De kan se det herfra“ — svarede
han og trak i en Snor, hvorved, en Lem, der
dæmmede for Udløbet af en Grøft paa den ene
Side af Hulvejen, blev løftet nogle Tommer i
Vejret, og en Alen bred Strøm af leret Vand
faldt fra 3—4 Alens Højde ned i Grøften ved
Siden af Vejen. Det var „der W asserfall“ —
unægtelig paa sin Maade det mest overraskende
af alle dem, jeg har set.
F ra det skønne sachsiske Schweitz fort
satte vi Rejsen til P r a g , hvor vi tilbragte en
Hviledag i Halvmørke under uafbrudt Skylregn.
Jeg fik her en Lektion om Vejrets overvejende
Indflydelse paa Rejseindtrykkene, i det jeg forlod
denne prægtige maleriske Stad med den Indbild
ning, at det var en modbydelig smudsig, uinter