156 / 318
149
essant By, fuld af vanskabte Helgenbilleder,
fængselagtige triste Huse og Kirker, hvis Al-
tere var pyntede med Fastelavnsris, og hvis
Vægge var dæ kkede. af grimme Malerier. E t
af de sidste fremstillede den hellige Erasmus’
Martyrium.
Den fromme Helgen ligger paa
Ryggen fastbundet til en Bør, mens Bøddelen
drejer paa et Spil, der vinder hans Tarme ud
gennem et Hul, der er stukket i hans Mave.
Dette væmmelige Martyrbillede blev i lang Tid
mit mest uforjagelige Minde om Bøhmens præg
tige Hovedstad, som jeg paa senere Rejser fik
gjort et ganske andet Bekendtskab med.
Det glade W ie n blev en velgørende Mod
sætning til det melankolske hyperkatolske Prag.
Her kom jeg til at forstaa de Indfødtes Omkvæd:
„Es giebt nur a Kejserstadt, es giebt nur a W ien.“
Her kunde jeg helt leve for min Rejse
opgave at studere Folkelivet og Teatrene, her
var jo særlig de berømte Folketeatre: Karl
teatret og „Theater an der W ien “, som jeg
havde hørt omtale som Mønstre for den Skue
plads, jeg nu skulde til at dirigere, her havde
R a y m u n d skabt et helt Repertoire af Folke
komedier, her virkede endnu den populære