234 / 318
227
og gav mig i Færd med at bearbejde franske
Smaastykker.
Næste Efteraar, da jeg var kommen tilbage
fra en Rekreationsrejse, fik jeg tilfældigvis fat
i mit Udkast til Æventyrkomedien og over
beviste mig om, at de to næstsidste Akter
var aldeles ubrugelige. Derimod kunde jeg
ikke andet end føle mig fristet til at fortsætte
de to første, med en forandret Slutning. Om
Aftenen gik jeg en Spadseretur alene paa
Volden og tænkte over Sagen.
Det første
Spørgsmaal, der faldt mig ind, var: hvorhen
jeg skulde forlægge Handlingen efter Kunstner
karnevalet. I det samme gik der et Lys op
for mig. Tivoli sendte en Girandole af, jeg
véd ikke hvor mange Hundrede, Raketter til
Vejrs. Det var et Tegn, der kom tilpas. Der
ude havde nylig et Selskab af Kabylere været
engageret. Hvad var rimeligere end den gamle
Gøgler, Hussejn, og Kalifen lige som de kom
til at producere sig paa Kunstnerplænen?
Jo mere jeg tænkte over Sagen, jo nem
mere lod den sig arrangere. Da jeg kom
hjem, havde jeg gjort den ene Akt overflødig
og flyttet hele Personalet ud paa Tivoli, næste
Formiddag var den endelige Plan i Orden,
15*