62 / 318
55
samlet ovre i det glade sangrige Vermeland,
og Resultatet blev Sangspillet „H u ld r eb ak k en “.
Hvorfor skulde jeg negte det? Af alle
mine Arbejder er der intet, som under sin Til
blivelse har sat mig i en saa glad Stemning
og voldt mig saa lidt Besvær, og som jeg, da
det blev færdigt, har været mere tilfreds med
— maaske netop fordi dét mindre end noget
andet er kommet til Verden under Trykket af
min sædvanlige Selvkritik.
Først da jeg var færdig med Stykket, be
gyndte jeg at tænke paa om og hvo r jeg kunde
faa det opført. Kasinoteatret laa jo nærmest
for mig, og — da jeg havde set, hvor let man
kunde støde en Teaterdirektør, af hvem man
var mere eller mindre afhængig, gik jeg til
L a n g e , læste Stykket op for ham og bad om
hans Raad i Spørgsmaalet om, hvad jeg skulde
gøre med det. Han svarede: Jeg synes meget
godt om det og skal med Fornøjelse spille det,
men et idyllisk Syngestykke paa rimede Vers,
der maa betragtes som hørende til et Slags
finere „Duftvaudeville“, egner sig hverken for
Kasinos Personale eller dets Publikum. Det
bør tilbydes det kongelige Teater og bliver
naturligvis antaget der, men i modsat Fald,