65 / 318
58
Jeg maatte tie og erkende, at Manden havde
fuldstændig Ret.
Stykket var altsaa erklæret for umuligt,
og følgelig forkastet, men jeg skylder mig selv
den Retfærdighed at bevidne, at jeg aldeles ikke
fortænkte vor store Dramaturg i den tagne Re
solution — og jeg havde da ogsaa saameget
mindre Aarsag dertil, som han havde udtalt sig
saa venligt om hele Stykket. Til Afsked sagde
han endogsaa: — Lad Dem nu ikke afskrække
af dette lille Uheld, men skriv os en Vaude
ville uden at gaa paa Raad med d’Hr. Recen
senter, saa faar De nok bedre Lykke næste
Gang.
Man har — endogsaa paa Tryk — fortalt
at Aarsagen til, at jeg aldrig oftere tilbød det
kongelige Teater noget af mine originale Ar
bejder, skulde være den, at jeg i Forbitrelse
over „Huldrebakken“s Forkastelse havde be
stemt mig til, aldrig mere at prøve min Lykke
der; men det er kun en Fiktion, hvormed man
har forsøgt at forklare den Kendsgerning: at
ingen af mine Vaudeviller er komne frem paa
vor nationale Scene. En saa urimelig Beslutning
kunde det aldrig falde mig ind at fatte; aller
mindst, da jeg som sagt maatte erkende Gyldig