61 / 318
54
hed og tilfældige Færdigheder, mens den virkelige
Digter aldrig nedlod sig til slige Fuskerkneb,
men uden Hensyn til noget som helst Teater-
personale skildrede sine Figurer saaledes, som
de fremstod for hans skabende Fantasi.
Der var noget Slaaende i denne idealistiske
Vejledning, og da jeg flere end een Gang havde
faaet Skam til Tak, fordi jeg havde taget saa-
danne lavere Teaterhensyn, besluttede jeg at
følge „de virkelige Digteres“ Exempel, og skrive
et Stykke uden at tænke paa Rollebesætning
og deslige Hensyn.
Man maa erindre, at jeg den Gang endnu
var meget ung og uerfaren — kun fire Aar
gammel
som dramatisk Forfatter.
Jeg paa
minder ikke om dette Faktum som et Forsvar,
men kun som en Undskyldning for min Over
tro paa d’Hr. Kritikeres Avtoritet,ti jeg er
kender nu ubetinget, at man aldeles ikke kan
skrive for Teatret uden idelig at have dets
Ævner og deres Begrænsning for Øje.
Jeg
gav mig altsaa til at skrive efter
Inspiration og lod mig uden professionel Be
regning inspirere af de dejlige Folkemelodier,
jeg under mine æventyrlige Vandreaar havde