199 / 249
Tiggernes by
197
rige Europa. Først og fremmest til Tyskland, hvor de berømte fattiganstalter
i Hamborg og Kiel i slutningen af århundredet perfektionerer ideen. Under
indtryk af Oplysningstidens kameralistiske og patriotiske tankegods indføres
desuden den individuelle skelnen mellem de enkelte fattige og deres behov.
Der indføres fattigdistrikter med forstandere, der skal undersøge hver enkelt
fattigs trang og sørge for, at de modtager den hjælp, de har behov for. Fat
tigpolitikken går fra Middelalderens ukritiske masseuddelinger af almisse til
den sene Oplysningstids individuelle (i hvert fald principielt) behandling af
samtlige fattige.
Det er en bevægelse, som ikke går uden om Danmark og København.
Samtlige store fattigvæsensforordninger for København - forordningerne fra
1708, 1771, 1792 og 1799 - bærer præg af det fælleseuropæiske tankegods
på fattigvæsensområdet. Det samme gør oprettelsen af fattigvæsenets insti
tutioner: Vajsenhuset i 1727, Hittebørnsstiftelsen i 1750, Opfostringshuset
for fattige drenge i 1753, Frederiks Hospital i 1757, Almindelig Hospital i
1769, Fødselsstiftelsen i 1773, De københavnske arbejdshuse i 1780’erne og
1790’erne, Tugt- og Forbedringshuset i 1791 og endelig tvangsarbejdshuset i
Pustervig, som etableredes i 1800. København var med på noderne.
Hvad der endelig ikke skal lades ubemærket er, at de tanker og forestillin
ger om individernes pligter og rettigheder, der knæsættes i denne tid og løber
som en rød tråd gennem Oplysningstidens socialpolitiske bestræbelser, langt
hen ad vejen udgjorde den støbeform, hvori det 20. århundredes nordeuro
pæiske velfærdsstater senere blev modelleret.
Ganske vist led de mange store planer skibbrud i kølvandet på Napo
leonskrigene og den økonomiske recension, der prægede Vesteuropa i den
første halvdel af 1800-tallet, og som førte til nye liberale doktriners uskønne
sejrssmarch over kontinentet. Men ser vi på lovgivernes intentioner med den
nye oplyste fattigpolitik, vil vi se slående ligheder mellem f.eks. den køben
havnske fattigvæsensplan fra 1799 og de danske socialdemokraters socialpo
litiske bestræbelser i første halvdel af 1900-tallet. Det 20. århundredes social
demokrater hentede ikke deres tankegods ud af den blå luft (eller fra Sverige
alene), men revitaliserede i praksis Oplysningstidens smukke utopier om den
velordnede politistat og dens velorganiserede sociale forsorg. Dengang som
nu, gjaldt det om at skabe social sammenhængskraft i samfundet.
Når den moderne velfærdsstats historikere således diskuterer, om vel
færdsstatens grundlæggelse’ skal regnes fra tiden efter 1945 eller måske fra
introduktionen af loven om aldersrente i 1891, så kunne man faktisk intro
ducere et tredje argument i debatten. Nemlig det, at det tankegods, som se
nere skabte velfærdsstaten, var et produkt af Oplysningtiden. Velfærdsstaten
skabtes bestemt ikke i Oplysningstiden. Men det gjorde til gengæld de tanker