MiraklernesTid

192

Peter Henningsen

denrigspolitisk betydning.128

Det patriotiske fattigvæsen

De mange patriotiske selskaber, som oprettedes overalt i det vestlige Europa

i den sidste halvdel af 1700-tallet, var stærkt optaget af de sociale problemer,

og hvad man kunne gøre ved dem. Selskaberne havde som målsætning at

ophjælpe den indenlandske industri og højne landbrugets produktionsevne

via økonomisk støtte og oplysning af byens "pøbel” og landets "almue”. Sel

skaberne var et led i den store filantropiske bølge, som skyllede ind over det

europæiske borgerskab i Oplysningstiden, og de fremsatte en lang række øn

sker om socialpolitiske foranstaltninger, herunder også på fattigvæsensområ

det.129 I

Selskabetfo r Borgerdyd

(stiftet i København 1785) tog man det lige

frem på sig blandt medlemmerne at indsamle penge til ”

Væver-Stoles Indret

ning

i fattigvæsenets arbejdshuse”.130

Som den tyske historiker Rudolf Endres har sagt, kan man ikke se bort fra

de patriotiske (kameralistisk-inspirerede) selskabers indflydelse på den drej

ning, som det nordeuropæiske fattigvæsen tog henimod slutningen af det 18.

århundrede. Bag de store nyordninger af fattigvæsenet i Hamburg og Kiel,

som fandt sted i 1780’erne og 1790’erne og som kom til at danne udgangs

punkt for de fattigvæsensreformer, som fandt sted overalt i såvel Tyskland

som Skandinavien i den nærmest efterfølgende tid, stod f.eks.

Gesellschaft zur

Beförderung der Manufakturen, Künste und nützlichen Gewerbe -

eller i daglig

tale:

Patriotische Gesellschaft -

i Hamburg og

Gesellschaftfreiw illiger Armenfre

unde

i Kiel.

De patriotiske selskaber var sammenslutninger af folk fra det højere bor

gerskab - købmænd, fabrikanter, læger, jurister, lærde og højere embeds-

mænd, der forenede sig om kulturelle og økonomiske målsætninger. Selska

bernes mål var at fremme uddannelse og oplysning, "vindskibelighed” og - i

sammenhæng hermed - fattigforsorg. Begge de nævnte selskaber var kamera

listiske i deres reformtankegang, præget som de var af universitetsprofessorer

og kameralister som Johann Georg Büsch fra Hamburg og August Niemann

fra Kiel.131

Fattigvæsenet i Hamburg - som blev nyordnet i 1788 - kom til at in

spirere hele det nordeuropæiske fattigvæsen i de følgende år. Byen var blevet

inddelt i 60 distrikter, fordelt på fem hoveddistrikter med hver 12 distrikter.

I spidsen for hvert hoveddistrikt stod to fattigforstandere (armenvorsteher),

som hver havde seks distrikter under deres opsyn. I hvert af de 60 distrikter

udpegedes tre borgere som fattigplejere (armenpflegern), som skulle tage sig

af de fattige i deres område og rådføre sig med forstanderen for det pågæl